Så længe jordtemperaturen ikke er over syv grader, sker der ingen vækst. Det bedste råd i marts er derfor at have tålmodighed lidt endnu.Arkivfoto.

Så længe jordtemperaturen ikke er over syv grader, sker der ingen vækst. Det bedste råd i marts er derfor at have tålmodighed lidt endnu.Arkivfoto.

Ingen grund til at kede sig:

10 gode råd til haven i marts

I årets første forårsmåned kan du bl.a. beskære træer og buske, fjerne mos og ukrudt og gøre køkkenhaven klar

Af
John Henriksen

Videncentret Bolius

Haven Læs, hvordan du gør, og find ud af, hvilke blomster du kan plante.

1. Vær tålmodig.

Så længe jordtemperaturen ikke er over syv grader, sker der ingen vækst. Det bedste råd i marts er derfor at have tålmodighed lidt endnu.

2. Tjek græsplænen.

Gå ikke på plænen mere end højst nødvendigt, hvis marts er kold. Riv ellers blade ud med en gummirive. Kontrollér jordens pH-værdi med lakmuspapir. Er den under syv, kan det blandt andet give mos i plænen. Drys i givet fald perlekalk ud på græsplænen - fem-10 kilo pr.100 kvadratmeter.

3. Fjern mos fra græsplænen.

Mosset fjernes lettest i marts og april, hvor mospuderne ofte sidder løst. Du kan fjerne mos med rive, plæneklipper, elektrisk mosfjerner, pesticider eller en vertikalskærer.

4. Beskær træer og buske.

Marts er en god måned til beskæring. Alle buske og frugttræer - dog ikke blommetræer og kirsebærtræer - kan beskæres nu.

Vent med en stor beskæring af roser og lavendler indtil begyndelsen af april.

5. Gør køkkenhaven klar.

Fjern ukrudt i køkkenhaven. Kultivér jorden med en god kultivator. Læg plastic ud på jorden og fastgør med fliser eller sten, så forvarmer du jorden og kan om nogle uger tyvstarte med tidlige grøntsager. Stil evt. større glasklokker på jorden, så de kan fungere som mini-drivhuse.

6. Klip stauderne.

Klip og soignér stauderne i blomsterhaven og afklip visne frøstande. Del og omplant stauderne i bedene, hvis jorden sidst på måneden er rimelig tør.

7. Plant hæk og busk.

Marts er en god måned at plante barrodede planter, fx hækplanter og buske. Tidlig plantning giver god mulighed for overlevelse. Plant fx forsythia, ribes, kirsebærkornel, klatrende vinterjasmin og troldnød (Hamamelis), der blomstrer sidst i marts.

8. Plant rigtigt

Vent med at plante sommerblomster - det går altid galt, hvis du gør det i marts.

Vælg i stedet stedmoder, forglemmigej og bellis – de kan klare nætter med frost og er smukke indtil sankthans.

Flyt evt. blomstrende forårsløg, men vær forsigtig. Stik ned i jorden omkring løgene med en spade. Stik spaden ind under løgene og løft forsigtigt op.

9. Skær og klip.

Skær eller klip visne grene og skud af planter. Skær eller klip altid tilbage til de steder, hvor der er grønt ved barken eller synlige grønne skud eller knopper.

10. Fjern ukrudt.

Marts og april er det bedste tidspunkt at starte med at bekæmpe ukrudt i haven.

Det er let at se ukrudtet, da det ofte begynder at gro tidligere end havens andre planter. Om sommeren har ukrudtsplanterne fået længere rødder og er derfor sværere at hive op.

Lug enten havens bede igennem for ukrudt ca. hver tredje uge fra marts/april og frem til sankthans, eller gå en haverunde hver eller hver anden dag, og fjern det ukrudt, du ser.

Publiceret 15 March 2020 11:00