Se video:

Ny robot skal hjælpe klubber med at kridte baner op

Stor hjælp på vej til fodboldklubberne i form af smart robot

Af
Michael Wulff

FAVRSKOV Fodboldledere fra store dele af Favrskov stak hovederne sammen – få timer inden statsminister Mette Frederiksen onsdag 11. marts tonede frem på tv-skærmen med sit budskab om ’at stå sammen ved at holde afstand’ i kampen mod corona-virus.

Årsagen til mødet på HOGs anlæg ved Haldum-Hinnerup Skolen var denne: Demonstration af en robot, som kan strege banerne op.

De to robotter, som byrådet i Favrskov Kommune har bevilget 300.000 kroner til, skal placeres hos HOG i Hinnerup og HSK i Hadsten, men kan så lånes ud til kommunens andre klubber.

Fodboldfolk glæder sig

Hammel GFs fodboldformand, Jesper Søndergaard Balker, var mødt frem til demonstrationen i Hinnerup.

”Det er jo spændende. Så kan vi slippe for snore, pinde og vinkler. Det bliver en kanonhjælp,” sagde Balker, der har det fint med, at Hammel ikke i første omgang skal have deres egen robot.

”Vi er blevet lovet den tredje robot, når den indkøbes.”

Hammel GFs fodboldformand forventede, at robotten fra Hinnerup kan være i aktion i Hammel inden 1. april.

Kan spare tungt arbejde

Kasserer, kampfordeler og alt-mulig-mand i Søften GF Fodbold, Kjeld Eskildsen, fulgte også spændt med i fortællingen om robotten og dens iPad-programmering.

”Som ham, der tager sig af banerne, er jeg glad. Bare det, at vi ikke skal gå med de tunge maskiner, på ruter, der er over 500 meter for hver bane.”

Anders Helledi, idræts- og fritidskonsulent i Favrskov Kommune, kiggede også med på de nymalede sidelinjer.

”Udover, at vi nu får lige linjer, ser vi frem til samarbejdet på tværs af klubberne. De skal selv passe robotterne, men vil kunne få hjælp fra leverandøren, som yder support.”

Anders Helledi er ikke afvisende overfor, at det på sigt kan blive en ren kommunal opgave at strege op med robotterne.

”Men vi tror, at robotterne gør mest gavn ved at være placeret ude i foreningerne.”

Publiceret 21 March 2020 11:00