Den 15-årige erklærede sig skyldig. Modelfoto

Den 15-årige erklærede sig skyldig. Modelfoto

15-årig bag trusler og afpresning:

"Jeg klipper jeres fingre af"

I november sidste år havde en kun 15-årig dreng travlt med trusler og afpresning. Nu har han fået sin dom

Af
Christina S. Johansen

Fængsel En blot 15-årig dreng fra den sydlige del af Favrskov Kommune har fået seks måneders fængsel for den afpresning og de trusler han stod bag i november sidste år. De tre måneders fængsel skal afsones nu, mens resten af straffen er gjort betinget grundet den 15-åriges unge alder.

Sagen begyndte 3. november sidste år, hvor den 15-årige sammen med en anden dreng mundtligt truede og afpressede en jævnaldrende pige blandt andet ved at sige, at en bande kom efter hende, hvis ikke hun overførte 2.000 kroner til en bestemt bankkonto. Pigen overførte pengene.

Senere samme dag truede han igen pigen, som vi her vil kalde Karina. Han ville have hende til at overføre yderligere 1000 kroner, men denne gang nægtede hun.

Den 15-årige fortsatte truslerne senere samme dag. Her skrev han i følge domsudskriften følgende til pigen:

"Hvis du ikke unblokerer mig, så kommer vi efter dig, og vi ses om to uger."

"Vil du have, at hun skal skydes?"

Dagen efter, altså 4. november 2019, fortsatte drengen sine trusler. Denne gang til en kvindelig bekendt af Karina.

Til hende skrev han i følge domsudskriften:

"Vil du have, at Karina skal skydes?"

Desuden sendte han en video, hvori han sagde:

"Jeg vil personligt sørge for, at I får klippet jeres fingre af."

"Vi knepper jeres ansigter"

Endnu en dag senere, langede den 15-årige nu ud efter Karinas far, som havde afgivet forklaring til politiet om de foregående dages trusler.

Drengen skrev til Karina:

"Du skal vide, at hele Aarhus jagter din far."

Samme dag, altså 5. november, udgav den 15-årige sig for at være en anden og skrev igen til den kvindelige bekendte af Karina:

"Du har indtil kl. 22 til at få Karina til at ringe, ellers kommer vi og knepper jeres ansigter," lyder det i domsudskriften.

"Vi kommer snart"

Endelig var han på banen igen med trusler 12. november. Denne gang til en anden kvindelig bekendt af Karina, som kendte til den foregående uges trusler. Til hende skrev han i følge domsudskriften:

"Vi kommer snart."

Erklærede sig skyldig

For de mange tilfælde af trusler og afpresning fik den 15-årige, som nævnt, seks måneders fængsel. I straffen er indregnet 40 dage fra en tidlige betinget dom.

Desuden skal den 15-årige betale sagens omkostninger og betale de 2.000 kr. tilbage, som han truede sig til af Karina.

Den 15-årige erklærede sig skyldig.

Publiceret 24 March 2020 11:00