Det var via personaleindgangen bagved, at en eller flere tyve brød forgæves ind søndag nat i administrationsbygningen på Vesselbjergvej i Hadsten. (På billedet her er den nye tilbygning endnu ikke skudt op). Arkivfoto

Det var via personaleindgangen bagved, at en eller flere tyve brød forgæves ind søndag nat i administrationsbygningen på Vesselbjergvej i Hadsten. (På billedet her er den nye tilbygning endnu ikke skudt op). Arkivfoto

Indbrud i kommunale bygninger:

Tyve finder ikke noget af værdi

Tyve brød ind i administrationsbygning i Hadsten. De finder ikke noget de kan stjæle, siger direktør

Af
Kian Johansen

Indbrud Alle bliver hjemme i denne tid, men ikke enkelte tyve. Søndag nat klokken 21.47 brød en eller flere personer ind i administrationsbygningen på Vesselbjergvej i Hadsten.

Men de fandt ikke noget af værdi.

Og en vagt der kom ti minutter senere, har med al sandsynlighed skræmt dem væk. Det fortæller både Østjyllands Politi og Hans Minor Vedel, der som direktør Teknik og Miljø har ansvaret for de kommunale bygninger.

"Tyvene smuttede nok, da de opdagede der ikke var noget sprit," lyder det humoristisk syrligt, men også alvorligt fra direktøren.

Han understreger, at alt af værdi er fjernet fra bygninger, som kommunens ansatte ikke benytter i denne tid.

"Vi har fjernet al elektronik, ja selv håndspritten. Desuden har vi vagter der ronderer ofte. Budskabet er, at hvis tyvene bryder ind, så risikerer de bare at ødelægge ting, uden at få noget med. Det vil vi gerne undgå," siger Hans Minor Vedel.

Naboer hjælper

Han glæder sig derimod over, at naboer til de tomme institutioner der går tur ofte henvender sig, hvis de opdager noget mistænkeligt.

"Og det er vi meget glade for, det skal de bare blive ved med."

Pressekoordinator hos Østjyllands Politi Janni Lundager fortæller, at politiet selvfølgelig har et større fokus på alle de tomme offentlige bygninger i denne tid.

Indbruddet på Vesselbjergvej i Hadsten er, ifølge Lokalavisen Favrskovs oplysninger, det eneste indbrud i kommunale bygninger under Corona-situationen.

Men Lokalavisen Favrskov erfarer, at der har været adskillige indbrud i tomme bygninger i flere andre nabokommuner

Politiet har ikke noget signalement af tyven/tyvene i denne konkrete situation.

Publiceret 24 March 2020 14:00