Der er netop målt op, så man ved hvor kablerne under asfalten kommer til at ligge. Foto: Kian Johansen

Der er netop målt op, så man ved hvor kablerne under asfalten kommer til at ligge. Foto: Kian Johansen

Nye lyssignaler sættes op i nordlige Hadsten

Radar-signaler skal sørge for glidende trafik ved Nordre Ringvej og Randersvej

Af
Kian Johansen

Hadsten Her i begyndelsen af april står endnu et nyt signalanlæg klar i Hadsten.

Denne gang i den nordlige ende ved Nordre Ringvej og Randersvej. Det sker for at optimere trafikken for den tunge trafik, der helst skal køre ad Ringvejen, men også for at sikre flowet igennem byen.

Planen er, at når signalerne ved Skanderborgvej/Vesselbjergvej og broen skiftes, så kan der laves grønne bølger gennem Hadsten.

Signalerne kommer også til at omfatte den mindre Elgårdsvej og dermed er man forberedt, hvis Nordre Ringvej og den Østre Ringvej på et tidspunkt skal forbindes.

"V håber, at anlægget er oppe at køre i starten af april, men det kan godt være, at vi bliver forsinkede, hvis leverandørerne ikke kan få fat i mindre smådele, forklarer Bent Høgh Mahler, der er projektleder og ansvarlig for vejbelysning og signalanlæg i Favrskov Kommune.

Sammen med et spritnyt anlæg i Ulstrup kommer de to anlæg til at koste omkring 1,5 millioner kroner. Begge får radar, der kan ramme bilernenes adfærd 250 meter før krydset.

Det næste projekt i Hadsten er med al sandsynlighed et lyssignal ved Toftegårdsvej, der skal sende den tunge trafik udenom byen, når den sydlige Ringvej er bygget og vil føre ind gennem industriområdet via netop Toftegårdsvej.

Publiceret 25 March 2020 09:47