Lone Greve og Jens Petersen må sige farvel i stilhed. Forstanderkollega Brian Ovesen fortsætter ledelsen har et enigt ansættelsesudvalg bestemt. Senere får han en viceforstander. Foto: Frijsenborg Efterskole

Lone Greve og Jens Petersen må sige farvel i stilhed. Forstanderkollega Brian Ovesen fortsætter ledelsen har et enigt ansættelsesudvalg bestemt. Senere får han en viceforstander. Foto: Frijsenborg Efterskole

Farvel:

Populært par forlader Frijsenborg Efterskole

Jens og Lone Greve Petersen forlader i al stilhed den lukkede skole

Af
Michael Wulff

HAMMEL Da Jens Petersen for snart 16 år siden sagde farvel til sine elever på Brahetrolleborg Skole ved Faaborg på Fyn for at bytte titlen som skoleinspektør ud med forstander på Frijsenborg Ungdomsskole (i dag Efterskole) blev der brugt lommetørklæder for at holde tårerne tilbage.

Nu skal han og fruen, Lone Greve, sige farvel endnu engang. Under helt andre stille former, for skolen på Finlandsvej i Hammel er selvfølgelig lukket ned på grund af frygten for coronavirus, og en afskedsreception 3. april er udsat.

Eleverne forstod

”Helt ærligt, så har jeg og Lone ikke så mange tanker på os selv lige nu. Vi tænker i stedet på situationen, som samfundet er ude i. Da vi onsdag aften havde undervisning på nettet i faget Verdensborgerskab, hvor vi snakkede om pandemier, hvad vi står i, og for hvis skyld, vi gør alle disse tiltag såsom at beskytte vores bedsteforældre og andre personer, der kan komme i vanskeligheder, forstod eleverne det med det samme,” fortæller Jens Petersen over telefonen fra parrets sommerhus. Her er der en god netforbindelse til den undervisning, som stadig foregår.

”Og så skal jeg ikke sidde på en tom skole.”

16 gode år er det blevet til for Jens og Lone her på Frijsenborg Efterskole ved Hammel. Dronefoto: Michael Wulff

16 gode år er det blevet til for Jens og Lone her på Frijsenborg Efterskole ved Hammel. Dronefoto: Michael Wulff

Ros til forældrene

Jens Petersen roser forældrene for den enorme imødekommenhed, skolen har mødt i disse dage.

”Vi hører bare: ’Kan vi byde ind med noget?’ Det er så flot,” siger han.

Han ser med glæde på de seksten år, der er gået i Hammel.

”På en friskole som denne bliver det, vi laver, afgørende for om der kommer nogle elever næste år. Det er bevæggrund for en god undervisning og et socialt liv, hvor ingenting er givet på forhånd. Det kan jeg godt lide.”

Fælles dagligdag

Eleverne på efterskolen er udover de danske også integrationselever og unge med flygtningebaggrund.

”Du kan rejse ud og se verden. Men her handler det om mødet på værelset, omkring billardbordet og i undervisningen. Om du er fra Afghanistan eller Ribe er omgivelserne ens. Det giver meget.”

Træde i karakter

En stor personalefest på skolen bliver heller ikke til noget.

”Ja, det er brandærgerligt. Vi skulle have haft Jacob Dinesen til at præsentere sin nye tour, men det er jo kun en lille ting. Jeg skal nok nå at få den gin og tonic med kollegerne og en afskedsreception, hvor vi kan snakke sammen, senere.”

Jens Petersen føler sig ikke fremmed i denne krisesituation.

”Som efterskoleforstander er du vant til at træde i karakter. Der sker altid noget uventet med en elev eller nogle forældre og de sociale omstændigheder forandrer sig. Det er helt i tråd med livet som leder her.”

Fortsat aktive

Nu skal Jens og Lone i gang med en ny tilværelse. Og de er parat.

”Lone fortsætter en periode endnu som næstformand i Efterskoleforeningen, mens jeg træder et skridt nærmere den organisation, jeg opdagede i 2007. United World College (UWC.dk). Den lærte jeg at kende, da Clement Kjersgaard lavede tv her på skolen."

Pensionist-tilværelsen skal også bruges til at komme tættere på børnebørnene på 2 og 5 år.

”Og Lones forældre er omkring de 90 år, så der skal vi også bruge lidt krudt.”

Forstander Brian Ovesen fortsætter ledelsen, har et enigt ansættelsesudvalg bestemt, og han får senere en viceforstander ansat.

Publiceret 25 March 2020 11:00