Bevoksningen ved teglgraven i Ulstrup vil blive genetableret for træfælderens regning, oplyses fra Favrskov Kommune. Privat foto.

Bevoksningen ved teglgraven i Ulstrup vil blive genetableret for træfælderens regning, oplyses fra Favrskov Kommune. Privat foto.

Ville have bedre udsigt:

Fældede kommunale træer - nu skal han betale for nye

En grundejer i Ulstrup har fået bedre udsigt men må til gengæld betale Favrskov Kommune for plantning af nye træer

Af
Anette Bonde

natur "Jeg undrer mig over, at du fælder træerne."

"De tager vores udsigt."

"Ejer du dem?"

"Nej."

Nogenlunde sådan faldt ordene, da en kvinde passerede en mand, der gik og fældede træer ud for en ejendom på Sophienlundparken i Ulstrup, op ad Teglgraven.

Fældede uden tilladelse

Det ærgrede hende, at manden åbenbart fældede træerne uden tilladelse, blot for at få en god udsigt fra sit eget hus. Hun peger samtidig på, at det er til gene for dyrelivet, og det skæmmer oplevelsen for dem, der ellers nyder naturen i området.

"Teglgraven er et sted med et meget rigt fugle- og dyreliv i rørskov og vildnis. Det er ikke ok at gå løs på et område, der ikke er hans. Området skæmmes, og dyrelivet forstyrres. Det er praktisk for ham at få en flot udsigt men til gene for andre," siger kvinden, som ønsker at være anonym.

Kvinden henvendte sig derfor til Lokalavisen.

"Det er godt at få rejst en debat, om at vi skal værne om den fælles natur, vi har.”

Erstatningsansvar

Lokalavisen har indhentet en kommentar fra Charlotte Ahrndt Jensen, have- og park-ingeniør i Favrskov Kommune. Hun oplyser, at fældningen foregik på kommunalt areal, og borgeren vil blive draget til ansvar og få en regning for nye træer.

"Status er, at Favrskov Kommune, da vi ikke accepterer selvtægt på kommunens træer, har indgået en aftale med borgeren om erstatningsansvar. Området bliver altså reetableret, selv om det selvfølgelig vil tage nogle år, før de nye planter kommer op og får samme højde og tæthed, som den beplantning, der er blevet fældet."

Publiceret 01 April 2020 11:00