Plant sommerblomster i havekrukker i april. Når risikoen for nattefrost er forsvundet, kan du plante blomsterne ud i havejorden. Foto: Jesper Carl Corfitzen

Plant sommerblomster i havekrukker i april. Når risikoen for nattefrost er forsvundet, kan du plante blomsterne ud i havejorden. Foto: Jesper Carl Corfitzen

Sådan planter du bedst sommerblomster i krukker

Plant sommerblomster i havekrukker allerede i april. Læs, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du planter bedst

Af
Louise Skøtt Gadeberg

Videncentret Bolius

BOLIG Solen skinner, og du længes efter farverige blomster i haven og på terrassen. Blomster kan sagtens overleve mild nattefrost, hvis du planter dem ud i krukker og baljer.

Du kan eventuelt sommerblomsterne fra krukkerne og ud i havejorden, når der ikke længere er risiko for nattefrost. Som tommefingerregel siges det, at det er tilfældet Grundlovsdag, 5. juni.

Vælg de rigtige blomster

Blomsterplanterne skal kunne tåle lave temperaturer og mild nattefrost. Vælg fx stedmoderblomster, bellis, forglem-mig-ej eller gyldenlak. Spørg i dit havecenter eller på planteskolen. Sommerblomster købes næsten altid som færdige planter, der allerede blomstrer.

Udvælg de rigtige krukker

Vælg lerkrukker, plastikpotter, zink-baljer eller andre plantepotter.

Det er kun nødvendigt med krukker, der kan tåle nattefrost, hvis de står fyldt med jord vinteren igennem. Mild forårsnattefrost ødelægger ikke krukkerne.

Plastpotter kan godt tåle frost, mens potter af ler gerne må have skrå sider og hul i bunden, så jorden kan udvide sig og vand løbe fra. Sommerblomster kræver ikke meget jord omkring sig, gå efter et par centimeter.

Husk dræn

Fyld først potterne med dræn og derefter med almindelig pottejord.

Drænet i bunden kan være itu-slåede potteskår, leca-kugler, sten fra stranden, kogler eller andet, der kan give overskydende vand plads til at løbe fra, så blomsterne ikke drukner.

Så skal de plantes

Plant blomsterne i krukkerne. Plant dem ikke for tæt, men med ca. 5-10 cm afstand, så de har plads til at vokse. Der skal være plads omkring den enkelte blomst, så den kan brede sig.

Spar på vandet

Vand sparsomt de 2-3 første uger. Når jorden er rigtig tør, trænger vand ikke så hurtig ned i jorden. Derfor siger man, at der godt kan gå op til 1/2 time, før al vandingsvandet er trængt ned i jorden.

Brug gødningsvand

Så vokser sommerblomsterne hurtigere. Flydende gødning købes på flaske i større supermarkeder eller på planteskoler. Husk at følge brugsanvisningen på flasken, så gødningsblandingen ikke bliver for koncentreret.

Du kan også blande en flydende gødning selv: 1 håndfuld NPK gødning til 1 liter lunkent vand i sodavandsflaske på 1 1/2 liter. Ryst til gødningen er opløst og vand.

Pas på solen

Beskyt de nye planter mod den kraftige sol de første 2-3 uger, evt. med nedstukne grangrene som skygger i kanten af krukken. Du kan også placere krukkerne, hvor solen ikke er så kraftig.

Efter nattefrosten

Når nattefrosten er helt væk, kan du flytte de samme sommerblomster direkte ud i dine havebede, så de kan brede sig endnu mere. Efter Grundlovsdag 5. juni er du næsten 100% sikker på at undgå nattefrosten.

Blandt grus i jorden

Er havejorden tung og klæg, kan du lette den ved at vende op i den og iblande lidt grus i jorden.

Publiceret 04 April 2020 11:00