Ejendomsmægler Viggo Pedersen fra Ulstrup kører parløb med sønnen Thomas Vandfoss på 25. år. Selv har han været ejendomsmægler i 45 år. Det hele begyndte da han skulle sælge sit eget hus.

Ejendomsmægler Viggo Pedersen fra Ulstrup kører parløb med sønnen Thomas Vandfoss på 25. år. Selv har han været ejendomsmægler i 45 år. Det hele begyndte da han skulle sælge sit eget hus.

45 år som mægler:

Solgte sin egen bolig og blev bidt af branchen

Det hele begyndte, da Viggo Pedersen, Ulstrup ville sælge sit hus. Trods et utal af mæglere, så solgte han det selv. Nu kører han parløb med sønnen Thomas Vandfoss på 25. år

Af
Kian Johansen

Ulstrup Viggo Pedersen startede sin karriere som selvstændig ejendomsmægler 2. april 1975, og han kan derfor nu fejre 45 år i branchen.

Men trods sine 74 leveår har han ingen planer om at forlade ejendomsmæglerfaget foreløbig.

Mange ville nok mene, at en 74-årig mægler med 45 års erfaring med rette kunne trække sig og nyde livets otium. Men sådan er ejendomsmægler Viggo Pedersen ikke skruet sammen.

Sammen med sønnen Thomas Vandfoss er Viggo Pedersen indehaver af Nybolig-forretninger i både Bjerringbro og Randers. Det professionelle parløb har de to kørt de sidste 25 år.

Ulstrup og Hammel-butik

Sidste år i december ophørte de med at have fysisk butik i Viggo Pedersens hjemby Ulstrup, en by hvor far og søn har indgået mange bolighandler i. Og det fortsætter de med, blot fra Bjerringbro og Randers.

"Vi er jo ikke længere væk end et opkald," smiler Thomas Vandfoss, der husker da han begyndte i branchen for 25 år siden. Til december har han jubilæum.

"Min far blev altid blot kaldt Viggo af kunderne og han har flere kunder, hvor han har hjulpet dem med boliger over 10 gange i løbet af de her 45 år," lyder det.

Selv bor 46-årige Thomas Vandfoss i Randers og har været med da de var i BoligRingen. Her havde de i en periode også butik i Hammel.

Kerneområdet har altid været Hammel-Thorsø-Ulstrup-Bjerringbro. Der var op til 10 butikker i BoligRingen på et tidspunkt.

"Men så kom krisen og vi besluttede os for at drosle ned og i 2012 gik vi ind i Nybolig-kæden, her har vi været lige siden," lyder det.

Solgte eget hus

Det hele begyndte for mere end 45 år siden for tømrermesteren, der satte sit eget hus til salg.

Dengang i 1975 måtte man have flere mæglere til at sælge samme hus. Men ingen af dem kunne få underskrevet salgsparpirerne på det.

Og da Viggo Pedersen selv tog over og fik det solgt, så blev det til et brancheskifte.

"Dengang startede han med at opsøge håndværksmestre og spørge folk på tankstationen, om de skulle have solgt deres boliger, siden blev det mere strømlinet," genfortæller Thomas Vandfoss de historier han har hørt et væld af gange.

Maraton-mægler

Viggo Pedersen ser ejendomsmæglerfaget som en sport, og hvis han ikke får brændt nok energi af på arbejdet, trækker han i løbetøjet og får rørt kroppen.

Den sunde vane blussede op, da han som 66-årig besluttede sig for at begynde at løbe maraton. Siden da er det blevet til gennemførslen af løb i både New York, Berlin, Hamborg, Sevilla og København.

Solgt tusindvis af boliger

Viggo Pedersen har ikke en præcis opgørelse over, hvor mange boliger han har solgt.

Men han mener, det nok er blevet til omkring 3.000 i løbet af de fire årtier.

Ifølge sønnen Thomas Vandfoss er de mange bolighandler resultatet af en energisk, arbejdsom og fokuseret tilgang til faget.

"Min far har været drevet af en enorm passion for mæglerfaget de sidste årtier. Det har selvfølgelig smittet af på mig. Og i dag dækker vi sammen både Randers og Bjerringbro. To smukke byer beliggende ved Gudenåen, som vi begge holder meget af," forklarer Thomas Vandfoss.

Han erkender, at de ligesom landets øvrige mæglere er udfordrede af den opbremsning i boligmarkedet, som coronavirussen har medført. Men far og søn står stærkt sammen.

"Vi er udfordret i øjeblikket. Men vi har før stået imod finanskrisen og andre modgangstider. Så vi skal nok også komme ud af denne tid med skindet i behold. 'We are still going strong'," siger Thomas Vandfoss.

Publiceret 18 April 2020 11:00