Der er ikke et strå, som vender forkert i Jens og Anna Sofia Støhrs have. Særligt Jens bruger meget tid i haven. Desuden har parret to døtre, fire børnebørn og tre oldebørn, som der også går lidt tid med. Foto: CSJ

Der er ikke et strå, som vender forkert i Jens og Anna Sofia Støhrs have. Særligt Jens bruger meget tid i haven. Desuden har parret to døtre, fire børnebørn og tre oldebørn, som der også går lidt tid med. Foto: CSJ

Gift i 60 år:

"Tag en diskussion og find en løsning"

Anna Sofia og Jens Stæhr fejrer 23. april diamantbryllup

Af
Christina S. Johansen

Hammel Måske genkender du Anna Sofia Stæhr fra hendes 22 år i Røde Kors, hvor hun frem til sidste år stod i butikken hver tirsdag sammen med en veninde. Eller måske har du mødt hende til vandgymnastik, hvor hun har slået sine folder i mere end 20 år.

Det kan også være, at du kender hendes mand, Jens Stæhr, fra banko i HGF, hvor han har været opråber hver anden torsdag gennem cirka 15 år. Eller fra bowling i efterlønsklubben.

Ellers vil mange nok huske dem fra Svenstrup Købmandsforretning, som de drev i 29 år.

Uanset hvad, kan du sende dem en kærlig tanke 23. april, hvor de fejrer deres diamantbryllup for 60 års ægteskab.

Hordan når man dog så langt?

"Er man uenige og sure på hinanden, må man tage en rask diskussion og finde en løsning. Selvfølgelig har vi også haft diskussioner - sådan skal det jo være," siger Anna Sofia Stæhr, og Jens Stæhr fortsætter:

"Ja, selvfølgelig har der været nogle kanter, som skulle slibes af, men det finder man jo ud af. Og jeg har da også skullet finde mig i meget," siger han i en drillende tone.

"Årh, pjat," svarer Anna Sofia med et smil.

Det ærgrer diamantbrudeparret, at de ikke kan holde fejringen på Pøt Mølle på dagen, som det ellers var planen. Foto: CSJ

Det ærgrer diamantbrudeparret, at de ikke kan holde fejringen på Pøt Mølle på dagen, som det ellers var planen. Foto: CSJ

Mødtes som 16-årige

De to mødte allerede hinanden som 16-årige. Jens arbejdede i brugsen i Egå, hvor Anna Sofia kom.

Anna Sofia boede på en gård lidt uden for byen, og en dag fulgte Jens hende hjem. De lavede lidt sjov med hinanden, men ikke mere end det.

Der skulle gå yderligere fem år, før de blev kærester.

Da de begge var fyldt 21 mødtes de nemlig igen - denne gang til en fest hos Anna Sofias fætter i Karlby.

De to unge mennesker sad ved siden af hinanden og snakkede. Efter festen holdt de kontakten og blev kærester.

Arbejdede sammen i 29 år

Efter to års kæresteri blev de gift, 8 dage før de overtog Svenstrup Købmandsforretning.

"Der skulle jo være orden i sagerne først," siger Jens Stæhr.

I købmandsforretningen arbejdede både mand og kone i hele 29 år, før butikken lukkede i 1989.

Hvordan var det at arbejde så tæt sammen i så mange år?

"Jamen det gik da udmærket. Der var ikke de store problemer i det," siger Jens Stæhr.

Fejres med døtrene

I slutfirserne var det blevet tid til at prøve noget andet end købmanden, og Jens fik tilbudt et nyt arbejde i landbrugscentres regnskabsafdling i Hammel. Før købmandsforretningen i Svenstrup lukkede helt, drev Anna Sofia det dog videre sammen med en servitrice i et par år.

Siden var hun på Hammel Neurocenter i nogle måneder, før hun gik på efterløn.

Jens og Anna Sofia Stæhr blev boende i Svenstrup frem til 1996, hvor de købte deres nuværende hus i Hammel.

Parrets to døtre bor i dag begge mindre end halvanden kilometer væk herfra. De kommer og fejrer forældrene på dagen, når nu det ikke kunne lade sig gøre at have 35 mennesker til frokost på Pøt Mølle, som det ellers var planlagt.

Det ærgrer Anna Sofia Stæhr, at den store fejring må udeblive:

"Vi er da kede af ikke at kunne holde det nu. Det må vi så gøre senere. Men det er da træls, vi ville selvfølgelig helst have holdt det på selve dagen."

Publiceret 23 April 2020 11:00