Royal:

Da Dronningen fik to ege foræret i Hammel

Vidste du, at Hendes majestær Dronning Margrethe II har to ege stående i Hammel. Du kan se mindepladerne endnu

Af
Kian Johansen

Hammel Vidste du, at der faktisk står to fødselsdagsgaver til Dronning Margrethe, i form af to ege i Hammel!

De står i Præstegårdssengen ved Vadstedvej og knejser stolt med deres kroner.

Mindeplader afslører, at det ikke er helt almindelige ege.

To ege for 1.000 kroner

Og du skal ikke snydes for historien.

Marie Strathe bærer en hel buket af titler og hverv i forskellige lokale foreninger. En af dem er som bestyrelsesmedlem i Hammel-kredsen af Jysk Haveselskab.

Og hun kan fortælle, at majestæten fik de to ege foræret af Hammel-kredsen, samt den daværende Hammel Kommune. Dengang kostede de en meter høje ege 500 kroner hver. Og det var i anledning af hendes 50-års fødselsdag i 1990.

Diplom til parterne

"Opfordringen til at plante træerne kom fra landskomiteen »Plant et træ«. Prisen for træerne var 500 kroner pr. stk. Pengene går ubeskåret til komiteens arbejde med at gøre Danmark kønnere ved at plante træer. Både havekredsen og kommunen får et diplom for deres indsats. Egetræerne er foreløbig en meter høje, og de er leveret fra Hedeselskabet," skrev Midtjyllands Avis 19. april 1990.

Nu kan du nyde de store egetræer her 30 år senere. Så vidt vi ved, kom Dronningen ikke forbi, sidst hun var i Hammel, for ruten gik kun til Kulturhuset InSide. Her så hun til gengæld blandt andet dans og var forbi Lokalhistorisk Arkiv, og så hilste hun på en del lokale, stolte borgere.

Publiceret 26 April 2020 11:00

Foredrag i Ø. Velling Forsamlingshus