Den gule Villa og Plejecenter Elmehøj i Hammel skal rives ned. Projektet til godt 4,5 millioner kroner er en af flere projekter, der fremrykkes til i år. Arkivfoto: Michael Wulff

Den gule Villa og Plejecenter Elmehøj i Hammel skal rives ned. Projektet til godt 4,5 millioner kroner er en af flere projekter, der fremrykkes til i år. Arkivfoto: Michael Wulff

Fremrykkes:

Plejecentre skal rives ned og flere skoler bliver renoveret

Nedrivning af Den gule Villa og plejecenter Elmehøj i Hammel fremskyndes sammen med blandt andet renovering på skoler, broer, fortove og veje.

Af
Kian Johansen

Corona-hjælp To tomme plejecentre skal rives ned, renoverede fortove, renovering på skolerne, broprojekter og meget andet til en forventet omkostning på lidt over 34 millioner kroner bliver fremrykket af Favrskov Kommune, hvis Favrskov byråd - som ventet- nikker ja tirsdag aften.

Det er på opfordring fra Kommunernes Landsforening og regeringen, at man vil fremskynde allerede planlagte projekter i 2021til 2020.

Forventet i efteråret

Og selvom der er tale om en fremskyndelse, så skal høringsfaser og planlægning og udbud jo stadig overstås, så projekterne kommer med al sandsynlighed ikke til at blive sat i gang før langt efter sommerferien 2020.

Og med til historien hører, at man forventer at bruge 700.000 kroner på administration og konsulentydelser, for at få færdigbehandlet de mange projekter.

En meget synlig del af planen er at rive Elmehøj og Den Gule Villa på Bane Allé i Hammel ned.

De står tomme efter at beboerne blandt andet er flyttet over i det nyindviede Plejecenter Solhøj i Dommerparken i begyndelsen af 2020.

Alene udgiften til de to projekter ventes at blive på 4,5 millioner kroner.

Som at tisse i bukserne

Og selvom der på den her måde fremskyndes anlægsprojekter og renoveringer til glæde for borgerne, og de entreprenører der skal udføre dem, så vokser renoveringerne ikke ind i himlen.

For det betyder, at der ikke vil blive fundet ekstra nye penge til anlægsudgifter i 2021.

Det forklarer borgmester Nils Borring.

"Det er vigtigt at understrege, at det er er en fremrykning, det er ikke en udvidelse af vores anlægsudgifter i Favrskov Kommune. Vi ved jo heller ikke hvad det er for en kommuneaftale som vi kigger ind i, i 2021," siger han til Lokalavisen Favrskov.

Oversat til frisk dansk. Fremrykningen svarer til at tisse i anlægs-bukserne et år før tid. Men vil hjælpe byggebranchen senere i år.

FAKTA

Det fremskyndes:

  • Nedrivning af Den gule Villa og plejecenter Elmehøj i Hammel.
  • Rørudskiftning og tagudskiftning på Hadsten Skole, udskiftning af CTS på Haldum-Hinnerup Skolen, rørudskiftninger i administrationsbygningen i Hammel og Sundhedscenter Hadsten.
  • Renovering af Østergade 73 i Hadsten (Slottet) og fjernelse af pavilloner ved Bavnehøjskolen.
  • Etablering og renovering af ventilationsanlæg i Haldum Hinnerup Hallen.
  • Belægninger og udearealer ved kommunale institutioner renoveres.
  • Udvidelse af parkeringspladserne ved Hadsten Sundhedscenter og ved administrationsbygningen i Hinnerup.
  • Generel vedligehold og renovering af de kommunale broer og bygværker.
  • Renovering af fortove.
  • Ny asfalt eller vejvedigeholdelse på blandt andet Vissingvej, Skanderborgvej (Foldby) og Øksensdalvej (Ulstrup).
  • Fornyelse af vejbelysningen.
  • Der fremrykkes projekter for 29,5 millioner kroner i alt.

Publiceret 27 April 2020 11:00