Rekordomsætning hos JM Bryg i Vissing

Af
Christina S. Johansen

Vissing Under corona-nedlukningen har mange fået øjnene op for ølbrygning, kan Mark Shadwell, som ejer JM Bryg i Vissing, konstatere.

Sammenlignet med marts sidste år er omsætningen mere end fordoblet i år.

"Mange har gået hjemme og har kunnet slappe af fra den daglige stress. De er kommet ned i gear og har så søgt efter en hobby. Det nyder jeg godt af," siger han.

Det er både i den lille, fysiske butik i Vissing og på JM Brygs hjemmeside, der har været godt gang i den.

"Så det er svært at følge med," siger Mark Shadwell.

"I butikken har vi indført max to kunder ad gangen. Og det er folk søde til at respektere. Så får de en smagsprøve og venter udenfor - lidt smørelse hjælper selvfølgelig altid," forsætter Mark Shadwell med et smil.

Han fortæller desuden, at interessen for både øl-, cider-, vin- og mjød-brygning generelt er støt stigende.

Publiceret 02 May 2020 11:00