Pressefoto

Pressefoto

HGF:

Vi savner fællesskabet og sammenholdet

Af
Af Mogens Lyngby Formand for Hammel GF

Debat Det er unægtelig en hård tid for mange. Alt socialt samvær er stærkt begrænset og vores foreningsidræt er tvangslukket. Vi savner vores medlemmer, vi savner aktiviteten og det gode sammenhold, og glæder os til at se alle vores medlemmer igen. Vi vil gerne takke for den store forståelse, vi har mødt fra alle medlemmer, forældre, trænere, bestyrelser med mere.

Vi åbner naturligvis for alle vores aktiviteter igen, så snart myndighederne tillader det. Det bliver en fornøjelse at se alle medlemmer dyrke motion og få både smil, glæde og sved frem igen. Lige nu er det usikkert, hvornår og hvordan vi må genåbne, men uanset hvordan, så er vi klar til åbning, når det sker.

Vi har i nedlukningen valgt at istandsætte vores fitnesscenter. Vi har også fået fremstillet et system, der gør, at vi kan genåbne med et bestemt antal brugere ad gangen. Ligeledes arbejder vi på flere udendørsaktiviteter, da vi vurderer, at det nok er udendørs aktiviteter, som bliver tilladt først.

Badmintonafdelingen skulle have afviklet et stort DM i holdbadminton i slut april, men lige nu er det rykket til slut juni, hvor Badminton Danmark håber på det kan afvikles.

Vi skulle have afholdt koncert med Medina primo april, men det er rykket til 26. september, hvor vi tror på, at vi må afvikle koncerter igen.

Vi håber på det bedste og følger naturligvis alle myndigheders anbefalinger, men vi savner godt nok vores fællesskab, sammenhold og se de unge mennesker, med sved på panden og grin på læberne.

Vi glæder os til at se alle medlemmerne igen på den anden side af alt dette virak.

Publiceret 02 May 2020 08:00