Jon Ahrensbach fra Skafferiet tog sin idé med til frisør Christian Montez, der er formand for Hinnerup Handel, og så tog det fart. Foto: CSJ

Jon Ahrensbach fra Skafferiet tog sin idé med til frisør Christian Montez, der er formand for Hinnerup Handel, og så tog det fart. Foto: CSJ

Trodser corona:

Hinnerup spiser sammen - hver for sig

Man må tænke kreativt i denne tid, hvis sammenholdet skal bevares. Det har de gjort i Hinnerup Handel, og derfor er byen nu indbudt til fællesspisning 7. maj

Af
Christina S. Johansen

Hinnerup Danmark har allerede taget fællessang på afstand til sig, og nu gælder det så fællesspisning på afstand. I hvert fald i Hinnerup, hvor initiativet 'Hinnerup spiser sammen - hver for sig' finder sted 7. maj.

Idéen opstod hos kokken Jon Ahrensbach fra Skafferiet.

"Tanken er egentlig bare at få aktiveret Hinnerup til at stå sammen. Sammenholdet er her jo i forvejen, men man kan godt glemme det lidt, når vi sidder bag hver vores hæk i denne tid," siger kokken.

Han bragte idéen videre til frisør Christian Montez, der er formand for Hinnerup Handel, og her var der masser af opbakning til initiativet.

"Jeg syntes, at det var en fed idé, og så satte vi hurtigt skub i tingene. Vi fik brainstormet med resten af bestyrelsen og sat struktur på tiltaget - vi skulle jo rykke lidt hurtigt, da vi kun havde halvanden uge at løbe på," fortæller Christian Montez med et smil.

Jon Ahrensbach fra Skafferiet tog sin idé med til frisør Christian Montez, der er formand for Hinnerup Handel, og så tog det fart. Foto: CSJ

Jon Ahrensbach fra Skafferiet tog sin idé med til frisør Christian Montez, der er formand for Hinnerup Handel, og så tog det fart. Foto: CSJ

#hinnerupspisersammen

Og hvad er det så egentlig, det her går ud på?

"Jamen den her torsdag laver byens spisesteder en særlig takeaway-menu, som vi jo selvfølgelig håber, at folk bakker op om - men det behøves ikke. Og så lægger alle, som vil deltage, stemningsbilleder op fra aftensmaden på de sociale medier og bruger #hinnerupspisersammen. Man må samtidig gerne tagge siden Hinnerup By," forklarer Jon Ahrensbach og fortsætter:

"Måske har folk lyst til at grille sammen på vejen eller på anden måde spise sammen som små satellitter rundt omkring - med afstand naturligvis. Vi behøver ikke at fylde hallen for at have fællesspisning. Jeg tror på, at det her stikker helt af og giver en masse god stemning i byen - for folk har lyst til, at der skal ske noget."

Hos både Montez og Ahrensbach er forhåbningen, at fællesspisningen vil være en tilbagevendende ting i Hinnerup - også efter corona.

Gavekort er på højkant

For at tilgodese alle byens butikker - altså også dem, som ikke sælger madvarer - har Hinnerup Handel købt gavekort til forretningerne, som man kan vinde, hvis man bruger #hinnerupspisersammen.

Vil man vise, at man deltager, kan man, ud over at benytte sig af det ovenfornævnte hashtag, desuden være med i et virtuelt møde ved aftensmadstid - via Google Hangouts. Her er der plads til, at 250 personer deltager og ser hinanden.

Vil man holde sig opdateret på arrangementet kommer der løbende information op på Facebook-siden Hinnerup By.

Publiceret 05 May 2020 19:00