Der skal findes en ny forpagter til caféen i Kulturhuset InSide i Hammel. Arkivfoto

Der skal findes en ny forpagter til caféen i Kulturhuset InSide i Hammel. Arkivfoto

Spisested i InSide:

Flere har tilbudt deres hjælp til kommunen

Chefen for Kultur og Fritid tror på en hurtig løsning for restauranten Inside Upstairs i Hammel

Af
Christina S. Johansen

Hammel Kommunen er i fuld gang med at finde en løsning for restauranten Inside Upstairs i kulturhuset InSide, hvor forpagteren gennem syv år netop har sagt stop grundet corona-krisen.

Ulla Egeberg, Kultur og Fritids-chef, fortæller således:

"Vi er helt med på, at hvis man har booket en fest, så er det vigtigt at vide, om man kan holde den - og det regner vi med. Vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til at finde en ny forpagter. Jeg er overbevist om, at vi inden for en overskuelig fremtid har en løsning. Vi har fået flere henvendelser fra nogle, som dels gerne vil lægge billet ind som forpagter, dels gerne vil hjælpe til i en overgangsperiode."

Vigtig del af dna'et

Kultur og Fritidschefen forklarer desuden, at forpagter-aftalen skal ses efter i sømmene på et politisk niveau:

"I denne situation er vi nødt til at kigge på de rammer og vilkår, vi tilbyder. Hvad ønsker vi os af forpagtningen fremover? Lige nu er der faktisk god tid til, at vi tænker os godt om. Kan det her gøres på en helt anden måde," siger Ulla Egeberg.

Kan der være fare for, at der slet ikke skal være spisested i InSide?

"Det ser jeg slet ikke for mig. Det er en vigtig del af dna'et i kulturhuset, som i øvrigt er kommunens største," slår Ulla Egeberg fast.

Publiceret 07 May 2020 13:00