Borgmester Nils Borring og fabrikschef Bjarke Busk Pedersen er her hoppet i beskyttelsesdragter af samme type som de 1.100 dragter, som McBride har doneret til Favrskov Kommune. Foto: Favrskov Kommune

Borgmester Nils Borring og fabrikschef Bjarke Busk Pedersen er her hoppet i beskyttelsesdragter af samme type som de 1.100 dragter, som McBride har doneret til Favrskov Kommune. Foto: Favrskov Kommune

Firma fandt 1.100 sikkerhedsdragter til kommunen

Opvasketabs-producenten McBride fra Hammel donerede deres sikkerhedsdragter til Favrskov Kommune

Af
Kian Johansen

Favrskov Manglen på værnemidler har været et af de store emner under coronakrisen, hvor både regioner og kommuner har oplevet store udfordringer med at få forsyninger nok. Favrskov Kommune har arbejdet hårdt på at sikre blandt andet mundbind, visirer, beskyttelsesdragter og håndsprit til de medarbejdere, som har brug for værnemidlerne i deres arbejde – for eksempel på plejecentre, i hjemmeplejen og på de kommunale botilbud for handicappede, hvor der dagligt er tæt borgerkontakt.

Hos virksomheden McBride (det tidligere Danlind) i Hammel registrerede fabrikschef Bjarke Busk Pedersen, at der var stor efterspørgsel på de sikkerhedsdragter, som hans medarbejdere bruger til daglig i produktionen af blandt andet opvasketabs.

To paller dragter

"Vi fik en lidt mærkelig smag i munden over, at vi havde dragter til rådighed, mens det kommunale pleje- og sundhedspersonale i hele landet havde svært ved at skaffe dem. Vi har nogle veletablerede forsyningslinjer, så vi besluttede at prøve at købe ekstra dragter, som vi kunne give til Favrskov Kommune," siger Bjarke Busk Pedersen.

I alt to paller – svarende til 1.100 dragter – fik McBride bestilt hjem til Favrskov Kommune. Virksomheden bruger selv dragterne i den del af fabrikken, hvor pulveret til opvasketabs bliver blandet. I Favrskov Kommune kan dragterne bruges, hvis der er konstateret COVID-19 hos en borger, eller hvis der er mistanke om COVID-19.

Bjarke Busk Pedersen er glad for, at kommunen kunne bruge dragterne og var hurtige til at takke ja til tilbuddet.

Hentet på få timer

"Der blev taget rigtig pænt imod vores tilbud, da vi ringede til kommunen. Der gik højst et par timer, og så blev dragterne afhentet. Det er en vanskelig tid for mange, og det er dejligt at kunne hjælpe lidt, når vi har muligheden for det," siger Bjarke Busk Pedersen.

Borgmester Nils Borring glæder sig over de mange dragter fra McBride, der er en af flere virksomheder, der har givet kommunen en hjælpende hånd under coronakrisen.

"Vi har et godt samarbejde med erhvervslivet i Favrskov, og når en veletableret virksomhed som McBride ringer til os og spørger, om vi kan bruge 1.100 beskyttelsesdragter i en tid, hvor der er mangel på dem, så bliver jeg glad. Vi er alle sammen gensidigt afhængige, og når vi hjælper hinanden, opnår vi som fællesskab en større styrke. Vi sætter i byrådet stor pris på håndsrækningen og det flotte initiativ," siger Nils Borring.

Publiceret 08 May 2020 19:00