Eva Pedersen, sognepræst ved Kirken i Hinnerup & Akademi for Præstekadetter, Favrskov Provsti. Pressefoto

Eva Pedersen, sognepræst ved Kirken i Hinnerup & Akademi for Præstekadetter, Favrskov Provsti. Pressefoto

Præsteklummen:

Kontroltabets håb

Her kan du læse denne uges præsteklumme skrevet af sognepræst Eva Pedersen

Af
Eva Pedersen

Sognepræst ved Kirken i Hinnerup & Akademi for Præstekadetter

Favrskov Provsti,

Det første menneske, der bliver 200 år, er allerede født, læste jeg i en artikel for nyligt. Og det stopper ikke der. For nogle forskere mener endda, at evigt liv ikke længere er umuligt.

Oven i det er vi i vores ende af verden blevet rigere og rigere gennem generationer, og mulighederne for et godt, bekvemt og lidelsesfrit liv er blevet større og større. Det hele gik jo sådan set meget godt, og det var næsten svært at bevare pessimismen. I hvert fald indtil coronaen ramte. For sammen med sygdommen spredte virussen det klare budskab, at vi ikke har styr på det hele! Vi er præcis lige så sårbare, som de generationerne før os, der blev ramt af den spanske syge, pest, krig og så videre. Det er ikke rart at blive konfronteret med, fordi det er en konfrontation med vores egen dødelighed.

Når der bededag bliver lagt gudstjenester fra landets kirker ud på sociale medier, vil vi kunne sidde hjemme i sofaens tryghed og høre Jesus' ord: "Bed, så skal der gives jer." De ord rammer fuldstændig plet ind i det, der sker i disse uger. For vores før-corona følelse af, at vi havde styr på tingene og kontrol over livet, var nært forbundet med følelsen af, at vi kunne klare os selv, og at der derfor ikke var grund til at folde hænderne og bede Gud om hjælp med noget. Men med coronaen kom kontroltabet og behovet for igen at folde hænderne og bede om, at vi og vores kære ikke må blive ramt. At der stadig er mulighed for en god fremtid. At der er lys for enden af tunnelen. At verden igen må blive, som den var engang - eller endnu bedre.

Forleden hørte jeg om et eksperiment, hvor deltagerne blev placeret i en løgnedetektor og skulle besvare en række spørgsmål. "Skal du dø," blev de blandt andet spurgt.

Selvfølgelig svarede de ja, for sådan er det jo. Men det bemærkelsesværdige var, at de ifølge løgnedetektoren ikke talte sandt.

Det fortæller noget om vores evne til ikke at se vores egen død i øjnene. Det er selvfølgelig en overlevelsesmekanisme, og når coronaen engang kommer på afstand, vil den mekanisme sikkert hjælpe os med at genfinde følelsen af kontrol og tryghed. Det har vi brug for. Men hvis vi på nogen måde kan bruge coronaen til noget positivt, så kunne det være til at befri os selv fra kravet om, at vi skal have kontrol og fra at stræbe efter et liv uden lidelse og frygt. For begge dele er umulige at opnå. Selv ikke Guds egen søn blev skånet for lidelse og frygt. Men alligevel er hans livshistorie én stor fortælling om håb. Håbet om, at vi ikke bare er overladt til os selv, og det vi selv kan - og ikke kan - kontrollere. For Gud er med os og rækker os det håb, vi kan finde livsmod og livsglæde i. Selv i en tid som nu.

Storebededag siger Jesus det med disse ord: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer."

Publiceret 10 May 2020 06:00