Gi' og Ta' har, ifølge Favrskov Forsyning, været en stor succes. Foto: Favrskov Forsyning

Gi' og Ta' har, ifølge Favrskov Forsyning, været en stor succes. Foto: Favrskov Forsyning

Mere genbrug med Gi' og Ta' i Favrskov

Ordningen udvides til alle fire genbrugspladser i Favrskov

miljø Borgerne i Favrskov kan se frem til endnu mere direkte genbrug, når Favrskov Forsyning udvider deres GI’ og TA’ koncept til alle kommunens genbrugspladser i takt med, at pladserne renoveres.

Siden juni sidste år har brugerne på Hadsten genbrugsplads kunne aflevere ting, som andre kunne få gavn af, men også selv tage brugbare ting med hjem. Tiltaget hedder Gi' og Ta', der har kørt som et forsøg for at fremme mere direkte genbrug på genbrugspladserne.

"Brugerne har brugt Gi' og Ta'-området flittigt, siden det åbnede i sommeren 2019. Vores evaluering viser, at hver besøgende på pladsen i gennemsnit afleverer 1,02 kg og afhenter 0,80 kg. Det er en meget høj andel, der bliver afhentet, og det er til gavn for både miljøet og økonomi," siger Søren Frandsen, bestyrelsesformand i Favrskov Forsyning.

Forsøget har ikke kun skabt opmærksomhed i Hadsten. Forsyningen har fået talrige henvendelser og fra borgere, der efterspørger Gi’ og Ta’ på de andre pladser.

"Vi laver det i takt med, at genbrugspladserne skal renoveres. Det betyder, at den nye plads i Hammel vil åbne med et Gi' og Ta'-område næste forår. Så man må væbne sig med en smule tålmodighed, siger Søren Frandsen.

GI’ og TA’ området på Hadsten genbrugsplads fortsætter, indtil Hadsten skal renoveres.

Bøger og kopper

Mere genbrug, mindre CO2 Cykler, bøger, nipsting, kopper og tallerkner er blot nogle af de ting, som gæsterne ofte både giver og tager på Hadsten genbrugsplads. På den måde understøtter det målsætningerne i Favrskov Kommunes nye affaldsplan om at finde gode løsninger til at forebygge affald og øge andelen af direkte genbrug.

Når produkter og ”affald” rykker op i affaldshierarkiet til direkte genbrug, reduceres CO2- udledningen. Både fordi affaldet ikke skal genanvendes eller energiudnyttes, men også fordi, at man ved genbrug undgår den CO2-udledning, der er forbundet ved at producere nyt.

-vik

Publiceret 15 May 2020 11:00