Banerne ved Haldum-Hinnerup Skolen er kridtet op med 23 fem-mands baner, hvor spillerne skal søge direkte hen til deres egen bane, når de ankommer. Foto: Michael Wulff

Banerne ved Haldum-Hinnerup Skolen er kridtet op med 23 fem-mands baner, hvor spillerne skal søge direkte hen til deres egen bane, når de ankommer. Foto: Michael Wulff

Efter nedlukning:

Spritstationer og nye streger

Fire af Favrskovs fodbold-formænd giver deres beskrivelse af de sidste ugers forberedelse

Af
Michael Wulff

FAVRSKOV Fodboldene triller igen i disse dage. Efter corona-nedlukningen af samfundet midt i marts, har idrætsudøverne været tvunget til selvtræning, men nu sker der noget – og det udvikler sig hele tiden.

Derfor har bestyrelsesmedlemmerne i sportsklubbernes forskellige afdelinger været på overarbejde for at skrue nogle sikre løsninger sammen, løsninger som overholder myndighedernes krav, som først bød, at fodboldspillere måtte spille med to meters afstand, men så kom der en ny melding fra Dansk Boldspil-Union (DBU) 13. maj: Nu må I bruge skulderskub og tacklinger.

Styr på det i Hadsten

Lokalavisen Favrskov har haft en telefonisk rundtur til flere af fodboldklubberne i kommunen for at tage temperaturen på opstarten, som ikke har været helt let, for reglerne er blevet lempet flere gange henover nætterne.

I Hadsten holdt HSK Fodbold ekstraordinært bestyrelsesmøde lørdag 9. maj.

”Vi fik styr på det hele og har allerede haft gang i fodboldene,” fortæller næstformand Henrik Hagemann.

Han måtte dog konstatere, at banerne skulle kridtes op på ny, for kravet er, at der kun må være 10 mand i alt på en bane.

Derfor skal spillerne nu melde sig til træning, så trænerne kan planlægge, hvilke grupper de skal spille i.

I det nordlige Favrskov nær Gudenåen holder Ulstrup IF Fodbold til. Her følger man også udviklingen nøje, forklarer fodbold-formand Kim Larsen.

”Vi får nyhedsbreve fra DBU med retningslinjer, som vi selvfølgelig retter os efter. Vi har torsdag aften 14. maj haft et lille trænermøde for at tilrettelægge de kommende træninger.”

”Og mine egne børn er helt klar til at spille igen. Det er vi i klubben også,” siger Kim Larsen.

Travle frivillige

HGF Fodbolds formand i Hammel, Jesper Søndergaard Balker, har også travlt i denne tid med at studere ændringer og lempelser fra DBU.

”Tiden er jo knap, når man er frivillig. Men torsdag 14. maj begyndte vi at kridte banerne op med de mål, som er gældende. Nu skal vi bare se at komme i gang igen,” lyder det fra Hammels fodbold-formand.

På Haldum-Hinnerup banerne i Hinnerup er de også klar til at invitere de unge, boldglade til træning.

”Vi har indkøbt for flere tusinde kroner håndsprit, som spillerne og trænere skal benytte. Vi skal også vaske rekvisitterne af hele tiden,” siger formand for HOG Fodbold Niels-Christian Jönsson.

Her har en af de nye robotter været i aktion for at tegne streger.

Det er lykkedes helt fint, viser dronebilledet.

Store krav til trænere

Men selvom det nu er tilladt at give skulderen i nærkamp og tackle igennem, så er der regler for at begrænse en eventuel corona-smitte. Berøring med hænderne, fx ved indkast, skal begrænses mest muligt, ligesom det at bruge hovedet til at heade bolden videre også skal begrænses mest muligt. Det er så op til trænerne at holde øje med disse tiltag. Og så skal alle møde på det direkte klokkeslæt og gå egen bane - og gå lige hjem efter træning. Ingen klubhus er åbne, i hvert fald ikke i skrivende stund.

Publiceret 16 May 2020 11:00