Der er masser af opgaver i haven, du kan kaste dig over i maj måned. Arkivfoto

Der er masser af opgaver i haven, du kan kaste dig over i maj måned. Arkivfoto

Her får du otte gode råd til haven i maj

I maj kommer der gang i haven, og det er med at få gang i gøremålene. Se her, hvad du kan plante, hvad der skal gødes, og hvad du gør med den visne rododendron

Af
John Henriksen og Jesper Carl Corfitzen

Videncentret Bolius

haven Der er masser af opgaver i haven, du kan kaste dig over i maj måned. Undgå at plante på varme dage, nyd i stedet det gode vejr og plant på grå kølige dage. Ellers er der ingen undskyldninger for ikke at give den gas og få gang i planteglæden.

1. Få has på ukrudtet

Lug ukrudt i takt med, at det myldrer frem. Fjern blandt andet mælkebøtter, som blomstrer netop nu, og hold skvalderkålen i skak. Jo mere du er er over ukrudtet netop nu, jo nemmere en sommer får du.

2. Gød havens planter

I maj er havens planter i god vækst, og planterne må ikke mangle gødning. Har planterne særligt gule, lyse blade, kan det skyldes mangel på gødning. Strø derfor ét-to kilo NPK-gødning per 100 kvadratmeter på plænen, i køkkenhaven og havens øvrige bede. Du kan spare gødningen ved at anvende to-tre cm kompost omkring buske og træer samt hække, der er veletablerede.

Roserne vil også elske lidt kompost omkring sig. Her kan du også vælge at bruge komposteret hestegødning. Om du vælger en økologisk gødning eller traditionel NPK skal bero på din egen holdning. Planterne er ligeglade.

I krukker anbefales det, du anvender en flydende, almindelig havegødning, der kan bruges til hele haven, samt mikronæring, da krukkeplanter har brug for mikronæringsstoffer.

Planter og vand

3. Plant masser af planter

Jordtemperaturen er nu perfekt for de fleste planter, og det gælder om at få plantet de sidste planter i haven inden sommerens komme. Undgå tørre, blæsende og varme dage til udplantning, da planterne her har større fordampning. Sørg for at vande rigeligt specielt i tørre perioder.

4. Luft ud og vand løs

Sørg for god udluftning i drivhuset, da planterne ellers får hedeslag. Undersøg evt. muligheden for automatiske vinduer, det giver den bedste udluftning. Suppler på varme dage med at lade døren stå åben.

Plant først dine nyindkøbte agurkeplanter ud i drivhuset, når nattemperaturen i drivhuset er over 15 grader. Ellers dør de.

5. Vand køkkenhaven

Er måneden tør, skal du vande i køkkenhaven - mærk efter i jorden som beskrevet ovenfor. Tjek hver dag. Det er vigtigt, at jorden er fugtig, for så danner planterne væsentligt flere rødder. Og et stort rodnet giver større planter og dermed bedre chancer for overlevelse i tørkeperioder.

Friland og plastik

6. Så på friland

Skal du så sarte, varmeelskende planter som græskar, squash, bønner og majs, kan du så dem direkte på friland allerede nu, hvis du altså husker at dække de nysåede frø til med plastik, så de hurtigere får fat og vokser sig store. I stedet for plastik kan du bruge fiberdug. Forvarm evt. jorden en uges tid forud for såningen. Er jorden for kold, rådner frøene og spirer aldrig frem.

7. Dæk med plastik

Sidst på måneden er risikoen for nattefrost normalt forbi, men sørg alligevel for at have plastik parat til overdækning. Dæk sommerblomster og dahliaknolde med plastik eller aviser, inden du går i seng, hvis temperaturen bliver under nul grader.

Pas især på nye sommerblomster og andre sarte vækster, fx kartofler og løg, i køkkenhaven. De kan gå helt til, eller for løgs vedkommende, risikere at gå i stok. Dvs,. at de sætter blomst i stedet for at vokse. Sæt evt. de ekstra sarte planter i bakker og i drivhus om natten.

8. Pas på frugttræerne

Nattefrost kan også give store skader på frugttræernes blomster. Hvis der er risiko for nattefrost, kan du oversprøjte dine frugttræer og andre sarte planter, fx grøntsager i køkkenhaven, med vand i en fin vandforstøver. Oversprøjtning kan klare ét-to frostgrader.

Publiceret 17 May 2020 08:00