Allerede i dag udbyder Hammel Neurocenter uddannelses- og kompetenceudviklingsforløb både internt og eksternt på tværs af sektorer for over 2.200 kursister om året, mens Vestdansk Center for Rygmarvsskade uddanner på skandinavisk plan og arbejder internt med uddannelse og kompetenceudvikling. Pressefoto

Allerede i dag udbyder Hammel Neurocenter uddannelses- og kompetenceudviklingsforløb både internt og eksternt på tværs af sektorer for over 2.200 kursister om året, mens Vestdansk Center for Rygmarvsskade uddanner på skandinavisk plan og arbejder internt med uddannelse og kompetenceudvikling. Pressefoto © Lisbeth Hasager Justesen, Hos

Hammel Neurocenter er en del af nyt videnscenter

Med rehabiliteringspraksis, forskning og uddannelse på højeste internationale niveau skal et nyt videnscenter for neurorehabilitering på Hammel Neurocenter sikre patienter bedste behandling

SUNDHEDSVÆSEN ViC er navnet på det nye Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering. Det nye videnscenter er en del af Hospitalsenhed Midt, og det samler højtspecialiserede funktioner inden for neurorehabilitering fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Vestdansk Center for Rygmarvsskade, hvor også Klassisk Neurologi, Regionshospitalet Viborg, inkluderes og ønskes styrket.

Opbygningen af videnscentret er et ønske om at opbygge et endnu stærkere rehabiliteringstilbud ved at samle det omfangsrige videns- og erfaringsgrundlag i ét videnscenter. Det skal ske ved at øge samspillet mellem praksis, uddannelse, forskning og innovation på tværs af sektorer og neurologiske universitets- og hospitalsmiljøer i Vestdanmark. Det skriver Region Midt i en pressemeddelelse.

En konsolidering af kræfterne inden for neurorehabiliteringen på Hospitalsenhed Midt glæder Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør på Hospitalsenhed Midt.

"Jeg er stolt over, at vi med etableringen af videnscentret for neurorehabilitering skaber rammer for at sikre rehabiliteringspraksis i et tættere samarbejde mellem praksis, uddannelse, forskning og innovation. Med etableringen af videnscentret sikrer vi ikke bare patienterne i Region Midtjylland, men også i hele Vestdanmark den bedste og mest moderne behandling inden for neurorehabilitering på tværs af sektorer. Vi sikrer også bedre uddannelse, innovation og forskning til nuværende og kommende medarbejdere i både regioner og kommuner. Det gør en kæmpe forskel både for patienterne og for deres pårørende," siger Claus Brøckner Nielsen.

Publiceret 18 May 2020 11:00