LOF Midtjylland går online med nye kurser

Man vil stadig skabe mulighed for kursister og tilbyder også udendørskurser

uddannelse Som alt andet lukkede LOF Midtjylland ned for sine aftenskoleaktiviteter 12. marts. Da nedlukningen fortsatte ønskede man at skabe mulighed for at vores kursister igen kan mødes og få undervisning på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Der arbejdes benhårdt, og LOF Midtjylland kan præsentere et bredt og varieret katalog med kurser, foredrag og opkvalificerende tilbud. Online-kurser henvender sig til alle, også selvom du ikke er IT-kyndig. Undervisningen foregår via et IT-program, hvor underviser og kursist kan se og høre hinanden. På den måde kan underviseren stadig rette kursisterne, hvis de gør en bevægelse forkert.

Vi tilbyder en lang række kurser indenfor sundhed. Sundhedskurserne omfatter alt fra yoga/pilates til gymnastik. Måske har dårlige arbejdsstillinger på hjemmekontoret givet dig dårlig ryg, så har vi også ryghold, der kan hjælpe dig.

Måske har du fået ekstra tid på grund af corona, og så var det måske tid til at lære at strikke/hækle, eller lære at tage bedre digitale fotos. Eller også var det tid til at lære Italiensk for begyndere, når du formentlig ikke kan komme til Italien i sommerferien.

Du kan gå til vores meget populære danskkurser. Hvis du er ordblind eller bare trænger til en opfriskning af dit danske, så tilbyder vi vores ordblinde- og FVU-kurser online.

På foredragssiden kan du deltage i et foredrag omkring yogaens mangfoldighed.

Aftenskolerne har fået mulighed for at afholde udendørskurser med maksimalt ni deltagere. Her har du mulighed for forskellige motionstilbud såsom en gåtur rundt om søen med indlagte øvelser. Du kan også lære at lave skulpturer med motorsav. Alle kurser overholder sundhedsstyrelsens retningslinjer, så det er helt sikkert at deltage.

mj

Publiceret 19 May 2020 06:00