Eleverne Kathrine Erbo Kjær (til højre) og Tobias Hejgaard Jensen hilser på Frijsenborg Efterskoles forstander, Brian Ovesen. Foto: Joachim Ladefoged

Eleverne Kathrine Erbo Kjær (til højre) og Tobias Hejgaard Jensen hilser på Frijsenborg Efterskoles forstander, Brian Ovesen. Foto: Joachim Ladefoged

Elever tilbage på efterskolen:

"Det bliver helt vildt og urealistisk"

Efter to måneders lukning går de fleste efterskoler i gang igen i dag - dog med nye retningslinjer

Af
Henrik Skytte Nielsen og Kristian Korotayev

JP Aarhus

Hammel Efter to måneders uønsket fravær kunne eleverne på de fleste af landets efterskoler mandag vende tilbage til deres kammerater. Savnet fra både elever og læreres side har været stort, så alle er klar til at give den gas, for at den sidste halvanden måned af efterskoleopholdet kan blive så godt som muligt.

"Det bliver helt vildt og urealistisk. Det er jo lang tid siden, at vi har været samlet alle sammen," siger 15-årige Kathrine Erbo Kjær fra 10. klasse på Frijsenborg Efterskole i Hammel.

Sammen med sin kæreste, Tobias Hejgaard Jensen fra Risskov, ankom hun allerede søndag aften til skolen. Resten af efterskolens cirka 90 elever ankommer efter planen mandag aften.

"Jeg begyndte faktisk at græde, da jeg fik beskeden om, at vi måtte vende tilbage til efterskolen," fortæller Kathrine Erbo Kjær.

Hun og Tobias Hejgaard Jensen er enige om, at det har været hårdt at skulle undvære efterskolen. Da de for to måneder siden hørte statsminister Mette Frederiksens besked om, at efterskolerne blev lukket, blev der helt stille i Frijsenborg Efterskoles sal. Nogle begyndte at græde. På det tidspunkt troede de, at lukningen ville vare 14 dage. Siden har de været tæt på at miste modet og håbet om, at kunne nå at se kammeraterne igen.

Familiegrupper på otte

Siden nedlukningen af skolen i marts har den stået på digital undervisning derhjemme fra kl. 8 til 14.30. Derudover har de ifølge Tobias Hejgaard Jensen nok brugt sammenlagt 200 timer på socialt samvær med kammeraterne på nettet.

"Og det er trods alt noget af det bedste, der er kommet ud af det her. Vi har lært at holde kontakten med hinanden på nettet," siger han.

Når hele skolen forsamles mandag aften i Hammel, står der fællessang på programmet. Og herefter vil lærerne forklare, hvordan de nye retningslinjer for samvær og undervisning skal håndteres. Eleverne vil blive inddelt i 'familiegrupper' på hver otte personer. Når de mødes, skal der være to meter mellem hver gruppe. Og alle grupper får opgaver med at spritte håndtag og døre af flere gange dagligt for at undgå smittespredning.

De vigtige sidste måneder

På spørgsmålet om, hvad de nu glæder sig mest til, er Kathrine Erbo Kjær ikke i tvivl:

"Det er at møde de andre. Vi kommer selvfølgelig ikke til at kunne ligge i en stor bunke. Vi er meget indstillet på at følge retningslinjerne, for det er trods alt meget bedre end at være derhjemme."

Og som skolens forstander, Brian Ovesen, siger:

"Ikke mindst de sidste måneder af et efterskoleophold er vigtige. Det er i den periode, at de nære venskaber for alvor udfolder sig. Hele fællesskabet på skolen bliver stærkere den sidste tid."

Ikke alle efterskoler

Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen, oplyser, at det ikke er alle efterskoler, der er klar til at åbne mandag.

"Der er mange skoler, der starter i dag. Men vi kan høre, at fordi retningslinjerne først kom torsdag eftermiddag, er der nogle skoler, der har været udfordret i forhold til at nå at blive klar. Så man skal se det som en startuge, hvor flere og flere skoler åbner frem til mandag den 25. maj," siger han til Ritzau.

Publiceret 19 May 2020 11:00