Christian Montez ser det som en fordel, at han er frisør:

Christian Montez ser det som en fordel, at han er frisør: "Jeg har jo mine kunder i stolen i minimum en halv time, og her kan jeg virkelig spore mig ind på stemningen blandt Hinnerup-borgerne. Hvad tænker de? Hvad begejstrer dem, hvad savner de?" Foto: CSJ

Ny formand i Hinnerup: Montez er klar med et godt gammeldags spark i røven

Formandsstolen har skiftet ejer i Hinnerup Handel. 33-årige Christian Montez har overtaget

Af
Christina S. Johansen

Hinnerup Fra marts har formanden for Hinnerup Handel heddet Christian Montez. Han overtog posten fra Lars Enø, der har siddet på posten de seneste otte år.

Idéen blev luftet for 33-årige Montez, som er manden bag Frisør Montez, i slutningen af februar.

"De kunne se en idé i, at jeg kom med, da jeg er idérig og innovativ og har gang i mange ting. Nogle af de ting ville man gerne have ind i handelsstandsforeningen," fortæller Christian Montez, som gav det en kort tænkepause.

"Jeg tænkte, hvordan skal jeg få tid til det? Og min kærestes svar var: 'Hvordan skal du få tid til det?' Men altså, så må jeg sove noget mindre," siger han med et smil og fortsætter:

"Jeg har tidligere siddet med i en handelsstandsforening, så på den måde er det ikke fremmed for mig."

En mere ung tilgang

Den nye formand betegner sig selv som værende god til at kaste en masse bolde op i luften og kaste dem over på nogle andre.

"Jeg elsker virkelig at tænke nyt og skabe noget, og så er jeg god til at bruge mit netværk. Jeg kan jo få et arrangement op at stå på en dag," siger han.

Som formand for Hinnerup Handel ønsker han blandt andet at få styrket samarbejdet mellem de handelsdrivende og få smeltet erhvervslivet og foreningslivet mere sammen. Ligesom han har sat sig for at skabe mere liv på handelsstandsforeningens Facebook- og Instagram-side.

"På den måde har jeg nok en mere ung og moderne tilgang til det at drive handelsstandsforening," siger frisøren, som desuden ikke er bange for at komme med en kontant melding:

"Jeg tænker også, at handlen i Hinnerup skal have et godt gammeldags spark i røven og komme ud over stepperne. Kunderne er her. De elsker lokalsamfundet, og de ved godt, at de skal støtte lokalt," siger en bramfri Christian Montez, før han trækker på skuldrene og med et smil tilføjer:

"Ja, jeg åbner ikke en dør forsigtigt. Jeg sparker den ind og tager ikke et nej for et nej."

Elsker at bo i Hinnerup

Det er fire et halvt år siden, at Christian Montez kom til Hinnerup. Det skete lidt ved et tilfælde, da den bolig han og kæresten boede i dengang - i Højbjerg - fik en vandskade, hvorfor de blev genhuset i lokalerne over den nuværende salon.

Han lagde ud med at købe Lene Lykkes salon på modsatte side af Søndergade.

"Så vidste jeg, at der i forvejen var et kundegrundlag," forklarer han.

Men idéen om at lave salon i kælderen under privaten begyndte at rumstere.

"Jeg sagde til udlejer: 'Hvis jeg skal have en salon her, så skal du bygge det til mig, som jeg vil have det' - og det gjorde han. Og vi elsker at bo her. Vi er så glade for det. Og jeg elsker at bo sammen med salonen. Jeg er mit arbejde, så det passer mig perfekt," siger han og fortsætter:

"Jeg føler, at kunderne kommer lidt ind i mit liv, og det kan jeg godt lide. Jeg giver også meget af mig selv til kunderne."

Smider janteloven væk

Oprindeligt er Christian Montez faktisk uddannet tjener og er vokset op i Hirtshals, men han har også været forbi det københavnske, hvor han allerede som 23-årig åbnede sin egen frisørsalon i Nordsjælland.

"Jeg er virkelig min egen, så jeg skal ikke arbejde for andre. Der var selvfølgelig nogle dyre lærepenge i den tid, men lidt hen ad vejen lærer man jo. Og kæmper man nok for det, så skal det nok lykkes," siger han.

Den nye handelsstandsformand kalder sig et meget arbejdsomt og ambitiøst menneske, som skal kunne stå 100 procent inde for alt, han gør.

"Jeg satser på kvalitet og ordentlighed," siger han og fortsætter:

"Og så er jeg ikke så bange for at sige, at jeg er rigtig god til det, jeg laver. Jeg er ikke bange for at smide janteloven lidt væk - for man skal tro noget mere på sig selv."

Publiceret 21 May 2020 11:00