Det er uvist hvornår Hadsten Bio åbner. Af flere årsager. Men med sikkerhed bliver det ikke i dag, fredag. Foto: Kian Johansen

Det er uvist hvornår Hadsten Bio åbner. Af flere årsager. Men med sikkerhed bliver det ikke i dag, fredag. Foto: Kian Johansen

Hadsten Bio i dilemma:

Renovering eller åbning

Planlagt renovering ramler ind i mulighed for åbning

Af
Kian Johansen

Hadsten Det bliver ikke i dag, at du kan læne dig tilbage i biografsædet i Hadsten Bio og nyde en film.

Folketingets partier åbnede ellers op for muligheden med virkning fra i dag.

Der er tre årsager til, at det godt kan komme til at trække ud i Hadsten Bio, fortæller Brian Mønster Nielsen, medlem af bestyrelsen og filmbooker.

Den første årsag er, at filmbranchen ikke har lagt en plan for, hvilke premierefilm der kan blive vist endnu. Det sker nok tidligst i starten af næste uge.

Den anden årsag er, at sundhedsmyndighedernes retningslinjer endnu ikke er kommet, så man ved ikke hvor mange personer der kan sidde i salen , og præcist hvordan man sikrer sig i en biograf.

Nye biografsæder bestilt

Den tredje årsag er, at Hadsten Bio har planlagt en renovering af salen. Der skal nye sæder ind, nyt gulvtæppe og så skal væggene males.

De nye sæder er bestilt, men håndværkerne er ikke gået i gang endnu.

"De gamle sæder er faktisk også allerede afsat, de skal bare hentes. Men vi har endnu ikke fået et tidspunkt af håndværkerne," siger Brian Mønster Nielsen, der ærgrer sig over timingen.

"Vi er jo kun frivillige og vi er blevet lidt forsinket i processen. Vi havde jo lagt op til at åbne 8. juni, og ventede egentlig på den sidste melding fra håndværkerne."

Renovering nu, eller?

Så nu er dilemmaet, om Hadsten Bio skal åbne op hurtigst muligt i næste uge og vente med renoveringen, eller om man skal sætte renoveringen i gang.

"Vi ved ikke helt, hvor lang tid den samlede renovering tager, men håndværkerne kan jo ikke være i gang alle sammen på samme tidspunkt, så det tager jo nok noget tid."

Under alle omstændigheder så kan Hadsten Bio ikke åbne før tidligst i midten af næste uge.

"Vi har frivillige nok til at stå for driften her under Corona-krisen. Men vi skal samtidig også være sikre på, at alle. Både gæster og frivillige er trygge ved det."

Publiceret 22 May 2020 11:15