Hvem skal være årets leder i Favrskov: Stem nu!

Stem på din kandidat indtil mandag 15. juni.

Af
Kian Johansen

Fire kandidater er i spil som Årets leder under Guldfesten.

Afgiv din stemme, og husk at vi kun bruger din e-mail til at sikre at stemmen er gyldig. Lokalavisen Favrskov gemmer ikke oplysningerne til efterfølgende brug.

Læs mere om hver enkelt kandidat under afstemningsfeltet.

Kasper Krüger - Hammel GF

Han er næstformand, fodboldskoleleder, seniortræner, seniorspiller, banekoordinator og meget mere. Kasper siger aldrig nej til at lytte på, hvad andre måtte have af gode ideer. Han tager sig tid til at tage en snak med klubbens medlemmer store som små. Derudover tager han andres mening meget seriøst. Hvilket skaber tryghed og fællesskab i en klub som Hammel GF. Dette gør Kasper til en fantastisk ”Klubmand” og giver et miljø i Hammel GF fodbold, som de færreste kan efterligne. Kaspers nysgerrighed og ihærdighed for at udvikle Hammel GF fodbold til at være mere end bare en ordinær fodboldklub er stor.

Kathrine Bloch, Hadsten Idrætskreds

26-årige Kathrine er formand for Hadsten Idrætskreds. Hun har i mange år været frivillig, både som instruktør, presseansvarlig, medlem af bestyrelsen og nu som formand. Hun er født og opvokset i Hadsten, og er et stærkt aktiv for byen. Kathrine er engageret og yder en stor indsats i HIK, og har formået at løfte den tunge arv efter Jane Stampe, der gennem mange år var formand for foreningen.

Smilla Mørk Bojesen, Hadsten Håndbold

14-årig Smilla var den første der meldte sig som frivillig træner af Favrskov Fighters. På trods af hendes unge alder på 14 år, har hun taget et enormt ansvar i opstarten af holdet, sammen med resten af trænergruppen. Herudover er hun en fryd at have med til træningerne, hvor hun fuldstændig har styr på de fantastiske spillere på holdet. Her under Corona-lukningen har hun lavet træningsvideoer til spillerne på Favrskov Fighters, så de kunne holde sig i gang.

Kamilla Guldberg Nymand, Thorsø Rideklub

20-årige Kamilla fra Haurum har i en årrække lagt et kæmpe frivilligt arbejde i Thorsø Rideklub. Lige p.t. er hun primus motor i klubbens undervisningsudvalg og hun er altid den, der tilbyder sin hjælp, både i forbindelse med pasning af heste, praktiske opgaver og råd og vejledning. Hun er at finde i klubben både før og efter arbejde, giver en hånd med ved afvikling af stævner og alle mulige andre steder, hvor behovet opstår. Samtidig er hun et positivt menneske, der altid bidrager til den gode stemning.

Det har vi opsat som mål for at kunne blive Årets leder:

En frivillig foreningsleder under 40 år, der gennem flere år har ydet en stor indsats til glæde for børn og unge i en godkendt forening i Favrskov Kommune. Diplom og 5.000 kroner. Sponsor: Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune.

Fakta

  • Hver vinder i hver af Guldfestens fem kategorier får, udover æren, et diplom og en pengepræmie på 5.000 kroner. Guldvinderen får dog 10.000 kroner. Online stemmerne tæller 50 procent, mens juryens stemmer også tæller 50 procent. Online afstemningen slutter mandag 15. juni og vinderne offentliggøres derefter i Lokalavisen Favrskov.
  • Juryen består af: Malene Tang Stærk fra hovedsponsoren Wavin, Steen Thomasen, formand for Kultur-og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune, Peter B. Laursen, formand for Folkeoplysningsudvalget i Favrskov, Aksel Halkjær Lund, formand Kulturelt Samvirke i Favrskov, Michael Hejlskov fra Favrskov Idrætssamvirke, Dan Brandt, Formand for Thorsø-Tungelund IF, samt Kian Johansen, lokalredaktør på Lokalavisen Favrskov.

Publiceret 27 May 2020 16:00