Mads Ankjær fra Aarhus N og Simon Skovsgaard fra Hammel (som holder hundehvalpen Hugo) står bag Ægget & Skægget's Folkekøkken. Foto: CSJ

Mads Ankjær fra Aarhus N og Simon Skovsgaard fra Hammel (som holder hundehvalpen Hugo) står bag Ægget & Skægget's Folkekøkken. Foto: CSJ

Nyt takeaway-koncept skal testes i Hammel

Ægget & Skægget's Folkekøkken vil lave god hverdagsmad og samtidig skabe arbejdspladser for udsatte borgere

Af
Christina S. Johansen

Hammel Et nyt Takeaway-koncept er på trapperne. Det henvender sig til travle familier og folk, der bor alene.

Navnet er Ægget & Skægget's Folkekøkken, og bag tiltaget står Simon Skovsgaard fra Hammel og Mads Ankjær fra Aarhus N.

Idéen handler selvfølgelig om mad - god, klassisk hverdagsmad såsom braiserede svinekæber og spaghetti bolognese med masser af grøntsager - men det handler også om meget mere end det.

Simon og Mads vil nemlig samtidig skabe arbejdspladser for nogle af samfundets udsatte borgere.

"Jeg kommer fra en branche, hvor jeg har set, hvor meget det betyder for folk at få et arbejde," siger Simon Skovsgaard, som har arbejdet med socialpædagogik.

"Og jeg har omvendt oplevet folk arbejde 80-90 timer om ugen og falde om som fluer af stress," fortsætter Mads Ankjær, der er uddannet kok.

"Den har uligevægt blev vores fælles bindeled. Og vi satte os for at ville hjælpe mennesker gennem 'noget med mad'. Og det skal være bæredygtigt - så folk skal altså ville købe maden. Alt for mange gode tiltag er ikke lykkedes, fordi det har manglet et kommercielt mål," siger Mads Ankjær, der mødte Simon Skovsgaard på innovation og entreprenørskabs-studiet i Viby.

Maden er klar på 10 min.

Foreløbigt er Ægget & Skægget's Folkekøkken kun under udarbejdelse.

I den forbindelse har kammeraterne bag blandt andet lavet en test med fire familier i Lystrup for at få feedback på produktet og konceptet. Efter sommerferien er planen så at køre endnu en test i Hammel. Denne gang i en større skala.

"Vi håber at få nogle rammer, så vi kan åbne op for bestillinger for alle. Samtidig prøver vi at etablere et samarbejde med nogle, som kunne tænke sig at arbejde for os," fortæller Simon Skovsgaard, før Mads Ankjær fortsætter:

"Restaurationsbranchen er en meget fleksibel verden, hvor mange med udfordringer kan rummes, og hvor de kan få et godt miljø at være i, hvis de rigtige rammer er sat op. Vi vil blandt andet arbejde med at opdele processerne, sådan at det at lave og sælge maden ikke bliver stressende."

Derfor er planen også, at maden kan sælges varm og klar til servering allerede inden for 10 minutter efter bestilling.

Når tidsplanen skrider

Målgruppen for Ægget & Skægget's Folkekøkken er særligt de travle familier, men det kunne også være eksempelvis ældre.

"Det er særligt til de dage, hvor tidsplanen skrider, og man kommer en halv time senere hjem og stadig skal nå at lave lektier med ungerne og nå til fodbold. De dage vil vi være den hjælpende hånd. Maden er klar til servering, og man skal ikke tænke på opvasken," siger Mads Ankjær.

Retterne tæller blandt andet coq au vin, tarteletter med høns i asparges, kikærtegryde, svensk pølseret og kylling i karry.

Testen i Hammel bliver forhåbentligt startskuddet til, at folkekøkkenet kan rulles ud i en større skala. Drømmen er da også at udbrede konceptet til mange byer i landet.

Publiceret 27 May 2020 10:00