Pressefoto

Pressefoto

Ny direktør til Den jydske Haandværkerskole

Jesper Kofoed Petersen har selv gået på Haandværkerskolen og har været ansat som leder i El-afdelingen. Håbet var at overtage ledelsen efter 10 års erfaring andre steder fra

Af
Kian Johansen

Skifte Fra 1. juni hedder Den jydske Haandværkerskoles nye direktør Jesper Kofoed Petersen.

Den 53-årige ingeniør er uddannet som elektriker på skolen fra 1984 til 1988 og her fik han smag på at videreuddanne sig.

"Det er det skolen kan. Det stærke faglige miljø, kostskole-tanken og omgivelserne fik mig til at læse videre som stærkstrømsingeniør," fortæller Jesper Kofoed Petersen,

I 2001 blev han underviser på el-afdelingen på Den jydske Haandværkerskole og et par år senere overtog han lidt tilfældigt - på grund af sygdom hos den daværende leder - tjansen som leder af el-afdelingen.

Han har også været ingeniør på Grundfos og været ansat hos Koncern Service.

Siden 2010 har han været prorektor på Aarhus Maskinmesterskole, indtil han vendte tilbage til skolen i Hadsten i 2019, igen som leder af El-afdelingen.

Drøm at blive direktør

"Jeg havde hele tiden håbet, at jeg kunne blive chef for det her sted på sigt, men jeg var ikke klar over, at Henrik Øelund valgte at stoppe så hurtigt," fortæller Jesper Kofoed Petersen, der også har taget flere lederuddannelser, blandt andet en tog han en Master of Science i systemisk ledelse på University of Bradfordshire og har også taget ingeniørernes lederuddannelse.

"Det er en speciel skole, jeg har været på mange andre skoler, der har haft elementer af det, men aldrig så stærkt som her. Her er man underviser og elev med hjertet. Sammenholdet og fællesskabet er bare noget unikt. Det er næsten en livsstil at være her," siger han om en del af grunden til, at han søgte tilbage til Hadsten.

Stille forbedring

Han kommer ikke med en revolution efter Henrik Øelunds mangeårige arbejde med at opbygge et campus med faglighed og plads til sociale arrangementer næsten 24-7.

"Vi skal altid stræbe efter at være den bedste skole i Danmark. Det handler om tilfredse kunder, og det indebærer også en tilfreds mester, der får en fagligt dygtig håndværker hjem igen."

Målet er ikke at starte forfra, men fastholde alt det gode.

"Vi vil holde fast i campus-ideen, skabe unik læring og dannelse, det går hånd i hånd. Og så vil vi ruste os til at modtage generation Z og snart generation Alpha, der er født med en iPad i hånden, det kræver at vi forbedrer os til at håndter de unge menneskers måde at lære på. Den har allerede forandret sig markant de seneste fire år."

Privat bor Jesper Kofoed Petersen i Aarhus Nord med kone og de to tvillingedrenge på ni år.

Publiceret 28 May 2020 11:00