Ud over filmen Paracusia har Martin K. Hansen også haft succes med filmen Ukrudt, som gik videre til finalen i den danske 'The Next Filmfestival', og filmen Rehab vandt publikums- og jury-prisen til den internationale '48 hours of hygge'. Foto: CSJ

Ud over filmen Paracusia har Martin K. Hansen også haft succes med filmen Ukrudt, som gik videre til finalen i den danske 'The Next Filmfestival', og filmen Rehab vandt publikums- og jury-prisen til den internationale '48 hours of hygge'. Foto: CSJ

Hadsten-instruktørs film hitter:

"At udtrykke mig filmisk hjælper på depressive tanker"

Martin K. Hansen håber at kunne leve af at lave film

Af
Christina S. Johansen

Hadsten For fjerde uge i træk ligger 20-årige Martin K. Hansens film Paracusia på Ekko Shortlist, der er en film-hitliste for kortfilm.

Paracusia er en ni minutter lang, dyster affære, hvor en mand går rundt i en mennesketom verden og kæmper for overlevelse. Filmen har foreløbigt toppet på en femteplads, og i denne uge ligger den som nummer ti.

"Det er lidt sjovt, at min film bliver set af de samme personer, som kigger på de etablerede instruktørers film," siger Martin K. Hansen.

Vil lave film for evigt

Den unge film-skaber er opvokset i Hadsten, hvor han stadig bor.

Lige siden barndommen har film fascineret ham.

"Helt fra skolens små klasser var jeg utroligt interesseret i, hvordan film bliver lavet. Hvordan man kan få det til at se så elegant ud," siger han.

Derfor valgte han filmlinjen på sin efterskole og går nu på Den Jyske Filmskole Potemkin i Aarhus. Desuden har han taget en tv- og film-funktions uddannelse og en masterclass i instruktion og manus samt en 3-årig aftenfilmskole.

"Jeg håber at kunne lave film for evigt. Det er bare fedt og giver en anderledes hverdag med mange specielle oplevelser," siger Martin K. Hansen, som søger ind på filmuddannelsen Super 8 til næste år.

At lave film renser hovedet

At lave film er også en kanal til at rense hovedet for den unge mand, fortæller han ærligt:

"Her under corona-krisen har jeg døjet med noget depression. Her hjælper det mig rigtig meget at få lov at udtrykke mig filmisk. Så kan jeg få alt ud gennem filmen."

Vil prøve alt af

Foreløbigt har Hadsten-instruktøren18 kortfilm på cv'et - typisk lidt smådystre og finurlige. Desuden har han lavet musikvideoer, dokumentarer og reklamefilm. Han interesserer sig for det hele og vil gerne prøve alle genrer af.

"Jeg vil også gerne prøve at lave spillefilm og nogle større projekter i ind- og udland, men jeg har bare en fascination af de korte fortællinger."

Er målet at vinde en Oscar?

"Det vil være fantastisk, men det er ikke det, som driver mig. Jeg elsker bare at fortælle historier og at arbejde med fantastisk kreative mennesker."

Publiceret 30 May 2020 11:00