Mette Mommsen, sogne- og hjemmeplejepræst. Indsendt foto

Mette Mommsen, sogne- og hjemmeplejepræst. Indsendt foto

Præsteklumme:

Det er den dejligste morgen og jeg lever!

Denne uges præsteklumme er skrevet af Mette Mommsen, sogne- og hjemmeplejepræst

Af
Mette Mommsen

sogne- og hjemmeplejepræst

KLUMME Mon ikke de fleste af os trænger til at hverdagen, samfundet, livet og verden snart åbner sig helt igen? Det er i hvert fald ikke sundt at leve så isoleret, bange og lammet, som mange har gjort i to måneder nu. Jeg glæder mig til den dag og morgen, hvor jeg kan skråle med Gnags og Lis Sørensen:

"Det er den dejligste morgen i hundrede år og jeg lever // Verden åbner sig og jeg åbner mig // Det er den dejligste morgen i hundrede år og jeg lever"

Men det er jo ikke første gang, at vi har måtte kæmpe, isolere os, trække mørklægningsgardinerne ned og i trods bevare et håb om bedre tider. Faktisk er det lige præcis 75 år siden, at vi blev befriet fra tysk besættelse.

4. maj 1945 om aftenen lød der i radioen, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Fem års tysk besættelse var slut. Befrielsesbudskabet udløste kæmpe glæde og begejstring over hele landet. Folk strømmede ud på gaderne og fejrede befrielsen, rev mørklægningsgardinerne ned og tændte lys i vinduerne, selvom kapitulationen egentlig først trådte i kraft den 5. maj klokken 8.00 om morgenen. Men danskerne kunne ikke vente!

Sådan en dag hvor vi igen kan løbe ud på gader og stræder og omfavne hinanden, genoptage sociale kontakter, feste, rejse og glæde os sammen skal nok komme. Hvornår den dag kommer, ved vi ikke endnu, for denne gang er fjenden usynlig. Men indtil da, må vi leve med et håb, så godt vi formår.

Nogen af os satte lys i vinduerne 4. maj om aftenen og vi sender regnbue-emoijs afsted på Facebook, på børns tegninger kloden rundt og på sms'er. Hvorfor? Fordi vi håber. Vi håber på lyset og på en vaccine, vi håber på bedre tider, vi håber på at Covid-19 snart må ebbe ud eller at smittetrykket i det mindste nedbringes til et meget lavt niveau.

Indtil da satser vi på regnbuen som symbol på håb, på fred og på at alt bliver godt igen. Lad os sammen satse på at vi en morgen i fremtiden kan synge og skråle:

"Det er den dejligste morgen i hundrede år og jeg lever // Verden åbner sig og jeg åbner mig // Det er den dejligste morgen i hundrede år og jeg lever"

Publiceret 31 May 2020 06:00