Smilla Mørk Bojesen har stort set altid en håndbold i nærheden. Hun vil gerne give noget igen, fordi hun selv elsker fællesskabet i hallen. Derfor er hun træner i LykkeLigaen. Foto: Henrik Ehlers

Smilla Mørk Bojesen har stort set altid en håndbold i nærheden. Hun vil gerne give noget igen, fordi hun selv elsker fællesskabet i hallen. Derfor er hun træner i LykkeLigaen. Foto: Henrik Ehlers

Hallen er Smillas andet hjem:

"Jeg elsker at se andre glade"

Smilla Mørk Bojesen på 14 år er træner i Lykkeligaen, fordi hun elsker at lære fra sig

Af
Kian Johansen

Årets Leder Du finder tit Smilla Mørk Bojesen på Hadsten Hallens halgulv.

"Jeg plejer altid at komme en time før træning for at have hallen for mig selv. Så træner jeg med håndbolden, eller spiller fodbold. Hvis jeg keder mig, kan jeg altid tage ned i i hallen. Det er et godt sted, der sker altid noget og vi har det godt her. Der er så mange rare mennesker her," lyder det fra 14-årige Smilla Mørk Bojesen der går på Hadsten Skole og spiller håndbold i Hadsten Håndbold.

Playmakeren Smilla

Hun er normalt playmaker. Men spiller de andre positioner uden problemer.

"Flere siger, jeg har overblikket og ved hvornår de andre kan spilles fri. Jeg kan ligesom se det fra de andre positioner. Jeg kan godt lide at gøre de andre gode," lyder det med en stemme fuldstændig renset for nykker eller ophøjethed.

Fællesskabet gives videre

Og netop det gode ved fællesskabet i klubben gør, at hun hver lørdag er træner for de knap så dygtige LykkeLiga-spillere. De kan være børn med vanskeligheder i hverdagen, eller så har de fået en bogstav-diagnose. Nu får de succesoplevelser med håndbolden.

" Jeg øvede at gribe bolden med en spiller, der overhovedet ikke kunne gribe noget som helst. Jeg blev ved med at kaste til ham og rose ham, når han var lige ved. Til sidst endte det med at han både kunne kaste og gribe bolden. Nu går han og siger, at jeg har lært ham at gribe. Det gør mig glad, at jeg kan hjælpe andre på den måde," smiler Smilla.

"Jeg kan godt lide at motivere andre, at rose dem, at se deres udvikling og se dem blive bedre gang for gang, selvom det nogle gange går langsomt," sådan forsøger hun at forklare, hvorfor hun som den første valgte at melde sig som træner i Lykkkeligaen, da den blev etableret i 2019 i Hadsten.

"Det handler også om at vise spillerne hvordan de kan gøre tingene. Jeg siger tit, prøv det her, eller hvad den her måde," fortæller hun om sin træner-stil. Og så er der også mange gode stunder.

"De her spillere er ikke vant til at score mål, og ville nok aldrig spille på et almindeligt hold. Så når de scorer, så jubler de bare helt vildt. Der er altså noget ved de smil," siger Smilla.

"Jeg syntes der er så mange andre i klubben der gør et godt stykke arbejde, så jeg forstår ikke helt hvorfor det er mig der er opstillet som Årets leder," lyder det beskedent.

Fremtiden er allerede på plads for Smilla Mørk Bojesen.

"Jeg skal på Oure Efterskole i 9. klasse, men jeg regner med at blive ved med at træne i Lykkeligaen indtil da."

Publiceret 02 June 2020 19:00