Maria Lenskjold Christensen er kvinden bag Læseuniverset. Foto: CSJ

Maria Lenskjold Christensen er kvinden bag Læseuniverset. Foto: CSJ

Giver travlhed hos Læseuniverset:

Forældre har nu oplevet børnenes læseproblemer

Efter Corona-hjemmeundervisning har forældre selv oplevet deres børns niveau i læsning. Det giver travlhed hos Læseuniverset i Hadsten

Af
Christina S. Johansen

Hadsten Maria Lenskjold Christensen mærker ekstra travlhed i denne tid. Hun er kvinden bag Læseuniverset på Bavne Alle i Hadsten.

Her kan børn fra 1. til 9. klasse få intensiv læseundervisning - helt præcist tager de fri fra skole og får så 30 timer hos Læseuniverset fordelt på én uge.

"Normalvis har vi travlt, men på nuværende tidspunkt plejer vi da at have nogle ledige pladser hen over sommeren. Men nu skal vi helt hen til uge 33 for at finde huller," fortæller hun og siger, at hun kan mærke, at nedlukningen af landet og dermed hjemmeundervisning har spillet ind.

"Mange forældre har nu mærket på egen krop, hvordan deres børns læsefærdigheder er. Det kan jo være svært at vide, præcis hvor mange problemer børnene har. Og så bliver mange kede af det på deres børns vegne - at de kæmper så meget med det."

Alt intensivt rykker

Hos Læseuniverset kan børn lære at læse på én uge. Ja, det er Maria Lenskjold Christensen ikke bleg for at sige.

Hun har selv udviklet sit eget undervisningsmateriale og tager i høj grad udgangspunkt i hvert barns behov.

Der er 12 børn i en klasse, så der er mere ro og tid til hver enkelt. I en hel uge har eleverne udelukkende fokus på læsning - og det er i sær dét, som rykker dem.

"Alt intensivt flytter! Det er ikke hokus pokus, og det er ikke fordi, at vi som sådan kan noget, som skolerne ikke kan. Vi har bare en anden tid og flere ressourcer."

Publiceret 11 June 2020 19:00