I dag bor Pjuske på 'Nordjyllands Internat og Pension - Dyrenes Beskyttelse' i Hjallerup. Han bliver inden længe lagt op til adoption. Foto: Dyrenes Beskyttelse

I dag bor Pjuske på 'Nordjyllands Internat og Pension - Dyrenes Beskyttelse' i Hjallerup. Han bliver inden længe lagt op til adoption. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Pjuske ramt af 27 hagl:

"Hvem f..... skyder en kat? Det er grotesk!"

Katte har ni liv, lyder en talemåde. I Pjuskes tilfælde er det nærmere 27. Tidligere på måneden blev han indfanget i Hadbjerg

Af
Christina S. Johansen

En forhutlet, rød kat havde slået sig ned ved Mikael Stidsens lille landbrug i Hadbjerg. Katten så skidt ud, hvilket fik ham til 2. juni at eftersøge dens ejer på Facebook.

"Den skilte sig ud fra områdets andre katte. Den var meget sølle at se på og så ud til at behøve hjælp. Den var samtidig meget sky, så jeg kunne ikke komme til den - desuden har jeg ikke meget forstand på katte," fortæller Mikael Stidsen.

Det her er bare svineri, og det gør mig harm.

Mikael Stidsen, finder af Pjuske

Efterlysningen skete i gruppen 'Efterlysning og fremlysning af dyr i Østjylland', og her fik opslaget over 200 delinger og mere end 100 kommentarer – en af dem var fra Bonnie Hyldahl Nielsen, som hurtigt tilbød at komme ud og forsøge at indfange katten.

"Jeg har altså aldrig gjort noget lignende før, men ham her så så sølle og nuttet ud, og noget sagde mig bare, at han skulle have hjælp nu. Samtidig lignede han en kat, som tidligere har været efterlyst, så jeg var nødt til at få det afklaret," forklarer Bonnie Hyldahl Nielsen, som fik lånt en fælde og drog afsted fra sin bopæl i Randers mod Hadbjerg.

Det var med dette foto, Mikael Stidsen fra Hadbjerg efterlyste en ejer til Pjuske. Foto: Mikael Stidsen

Det var med dette foto, Mikael Stidsen fra Hadbjerg efterlyste en ejer til Pjuske. Foto: Mikael Stidsen

Udramatisk indfangning

Mikael Stidsen havde givet Bonnie lov til at vandre rundt på ejendommen for at se, om hun kunne opspore katten:

"Jeg forsøgte bare at gå lidt rundt. Der mødte jeg flere andre katte og en and, men ikke den røde kat. Men pludselig, så stod han der og kiggede langt væk. Han var mega skræmt, men var alligevel meget interesseret i mit vådfoder. Så han gik lige ind i fælden, meget udramatisk," fortæller Bonnie Hyldahl Nielsen, som kunne konstatere, at katten ikke var øretatoveret, og da hun selv har en chip-scanner, kunne hun ligeledes se, at den heller ikke var chippet.

17 hagl bliver i kroppen

Den pjuskede kat endte hos Dyrlægehuset i Randers, som er opsamlingssted for Dyrenes Beskyttelses afdeling i Hjallerup kaldet 'Nordjyllands Internat og Pension'.

Hos dyrlægen i Randers klippede de hurtigt den filtrede kat, da den havde besvær med at bevæge sig, og det voldte den smerter. Derfra gik turen til Hjallerup, hvor han blev døbt Pjuske, af indlysende grunde. Internatets dyrlæge tog hurtigt Pjuske, som vurderes til at være lidt over et år, under kærlig behandling - og her gik den grusomme virkelighed op for lægen.

"Vi kunne jo se, at Pjuske havde nogle sorte prikker i huden. Det viste sig at være hagl. Dyrlægen var i stand til at fjerne 10 af dem. Derefter blev Pjuske sendt til røngten, da vi skulle være sikre på, at der ikke sad et hagl midt i et led, som ville give ham smerter. Det gjorde der ikke, men til gengæld fandt vi yderligere 17 hagl," forklarer Karina Fisker, der er internatleder for 'Nordjyllands Internat og Pension'.

De 17 hagl bliver i kroppen, og en ny ejer skal så være opmærksom på eventuelt forandret adfærd, da haglene kan vandre rundt og skabe ravage.

Lægges op til adoption

I dag bor Pjuske på internatet i Hjallerup, hvor de arbejder på at få lov at være sammen med ham og kæle med ham.

"Han er jo meget skræmt, men han kan sagtens blive en god kat - det tager bare tid. Han er allerede begyndt at løsne op," siger Karina Fisker, som forklarer, at Pjuske inden længe vil blive lagt op til adoption:

"Og så skal det nye hjem være indstillet på at arbejde meget med ham."

Regnes ikke for meget

Både Mikael Stidsen, Bonnie Hyldahl Nielsen og internatsleder Karina Fisker er forargede over den lille kats voldsomme behandling.

"Jeg ved godt, at nogle jægere er trætte af katte, men derfra og så til at gøre sådan noget her, der er dæleme et langt stykke vej. Hvis man har vurderet, at en kat er så sølle, at den skal aflives, så må man ende dens liv på en nobel og respektfuld måde. Det her er bare svineri, og det gør mig harm," siger Mikael Stidsen.

Bonnie Hyldahl Nielsen, som selv har haft kat hele livet, og som kalder sig et stort dyremenneske, er helt enig:

"Jeg er fuldstændig rystet over, at nogle kan finde på sådan noget her. Hvem fanden skyder efter en kat. Det er helt grotesk! Det er vildt, at den har kunnet overleve det."

Hos 'Nordjyllands Internat og Pension - Dyrenes Beskyttelse' har man aldrig oplevet en kat med så mange haglskud, fortæller Karina Fisker:

"Det vidner desværre om, at katte, for mange, stadig ikke regnes for særlig meget."

Publiceret 24 June 2020 09:00