Lina Damgaard var helt ude af sin forpagteraftale i Kulturhuset InSide i Hammel 31. maj, så nu kan hun fokusere på sit nye firma. Foto: CSJ

Lina Damgaard var helt ude af sin forpagteraftale i Kulturhuset InSide i Hammel 31. maj, så nu kan hun fokusere på sit nye firma. Foto: CSJ

Nu har Lina pustet ud:

Åbner takeaway-koncept fra privaten

Fremover vil Lina Damgaard lave takeaway-mad fra privaten i Skivholme. Hun har nu pustet ud ovenpå lukningen af InsideUpstairs i Hammel

Af
Christina S. Johansen

Mad I april meldte Lina Damgaard ud, at hun har opsagt sin forpagteraftale med restauranten i Kulturhuset InSide i Hammel på grund af en trængt økonomi under corona-nedlukningen.

Da Lokalavisen talte med hende i den forbindelse, lovede hun, at hun nok skulle lave mad igen - hun skulle bare lige puste ud først.

"Det har jeg nu gjort - i 10 uger," siger hun og griner, før hun tilføjer, at hun nu er klar til at opstarte sit nye takeaway- firma under navnet 'Lina Damgaard Mad & Vin'.

"Da jeg havde truffet beslutningen om at lukke InsideUpstairs, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville lave mad igen, men det skulle være noget i en mindre størrelse med kun to ansatte," siger hun og forklarer, at hun har søgt byggetilladelse for at få lov at lave et køkken i privaten i Skivholme.

Indtil byggetilladelsen er gået igennem, foregår madlavningen i et mobilt køkken opstillet på gårdspladsen ved hjemmet.

Herfra vil hun fremover lave takeaway-mad til både store og små arrangementer.

Det vil desuden blive sådan, at man kan bestille vin og leje fadølsanlæg gennem hende. Ligesom hun kan være behjælpelig med tjenere.

"Så man kan altså nærmest få hele pakken - man skal bare lige selv sørge for at leje stedet," siger Lina Damgaard.

Lina Damgaard glæder sig til at få lavet køkken hjemme i privaten i Skivholme. Foto: CSJ

Lina Damgaard glæder sig til at få lavet køkken hjemme i privaten i Skivholme. Foto: CSJ

Bedre arbejdstider

Ordrene er allerede begyndt at komme i bogen - eksempelvis skal hun endnu engang lave mad til 600-700 gæster på Lilleåmarkedet i Hadsten til næste år.

Hun glæder sig til atter at lave mad - omend det bliver under lidt andre former end hidtil.

"Det er jo selvfølgelig noget anderledes, for jeg jo slet ikke har den samme kontakt til kunderne," siger hun og tilføjer, at et af lyspunkterne ved hendes nye koncept er arbejdstiderne:

"Selvfølgelig var det træls at måtte lukke det, som jeg har brændt for i syv år, men der er også fordele i, at jeg nu ikke skal arbejde så meget i weekender og aftener. Nu er det mere muligt at have et liv ved siden af - det bliver sjovt at prøve," siger hun med et smil.

Publiceret 25 June 2020 19:00

Foredrag i Ø. Velling Forsamlingshus