"Jeg er et meget struktureret menneske, og jeg elsker at arbejde i teams. Det er spændende at finde andres evner og så lade dem udfolde sig og bruge dem. Jeg synes, at jeg er god til at matche opgaverne med de rigtige personer," siger Shiela E. Pour. Foto: CSJ

Ny formand:

Vil skabe super kemi i Hammel Handel

27-årige Shiela E. Pour har sat sig i formandsstolen for Hammel Handel

Af
Christina S. Johansen

Hammel Næstformanden og formanden har byttet plads i Hammel Handels bestyrelse. Dermed er 27-årige Shiela E. Pour altså ny formand, mens Lise Reese er trådt et lille skridt i baggrunden. Det er en glad og spændt Shiela E. Pour, som nu tager fat på opgaven:

"Det var egentlig lidt det, jeg gerne ville fra begyndelsen. Så lagde jeg bare ud med at være næstformand for at følge Lise lidt og komme ind i arbejdet," fortæller Shiela E. Pour, som altså har været medlem af bestyrelsen siden 2018.

Innovativ og idérig

Shiela E. Pour ejer restauranten Shiela's Cafe & Brasserie. I 2015 overtog hun stedet efter sine forældre, der i 20 år drev restauranten Peach Pit.

Ved overtagelsen skiftede Shiela navnet, moderniserede stedet og gjorde med egne ord maden "instagram-worthy".

"Maden skal se så lækker ud, at den fortjener et foto," forklarer Shiela E. Pour.

Siden har hun i gården ved Østergade 26 åbnet først en kinesisk fastfood-restaurant, som efterfølgende er skiftet til at lave mexikansk mad.

"Jeg følte, at det var det, som trendede mest netop nu," fortæller Shiela E. Pour.

Netop det her gå-på-mod kendetegner den unge kvinde, som tager dette med i bestyrelsesarbejdet:

"Jeg kan godt lide at være innovativ. Jeg har altid en masse idéer - og ikke kun til min egen forretning," siger hun og fortsætter:

"Jeg er vokset op her i byen, så det betyder meget for mig, at området fungerer."

Bestyrelsen er et godt team

Samtidig med Shielas skifte fra næstformand til formand er der kommet tre nye personer i bestyrelsen, og det glæder restaurantejeren.

"Jeg føler, at det er en rigtig god bestyrelse, vi har fået sammensat. Vi er meget forskellige, men det er det, som gør os stærke. Vi har vidt forskellige erfaringer at trække på. Det er et helt fantastisk team, som giver mig en god mavefornemmelse," siger hun og tilføjer:

"Jeg vil arbejde på at skabe super god kemi i Hammel Handel. Man skal glæde sig til møderne, fordi der er et godt fællesskab. Og hvis vi ser hinanden som kollegaer fremfor konkurrenter, står vi stærkere."

Bestyrelsens arbejde skal fremover fremhæves - ligesom handelsstandsforeningens øvrige medlemmers indsats også skal.

"Jeg vil gerne synliggøre, hvor meget handelsstandsforeningen faktisk gør for byen. Det kan nemlig godt blive lidt en selvfølge, at der naturligvis er en masse arrangementer årligt - men det sker altså kun, fordi en masse mennesker lægger en ekstra, frivillig indsats. Det kræver en del at få sådan en aften til at spille," siger formanden og fortsætter:

"Det ligger mig også meget på sinde, at folk skal værdsættes for deres arbejde. Når man yder en ekstra indsats, så skal man også have ros for det."

Vil altid gerne lytte

I den kommende tid vil Shiela E. Pour desuden gøre mere ud af handelsstandsforeningens hjemmeside og profil på de sociale medier.

"Her ser jeg min unge alder som en fordel, da jeg er vokset op i en mere digital tid, så nogle ting er måske nemmere for mig," siger hun.

Desuden håber den nye formand at kunne bringe lidt fornyelse ind i de arrangementer, som finder sted hvert år.

"Nogle events kører selvfølgelig bare godt, og der er en tryghed i traditionen, mens andre tiltag godt kan trænge til lidt modernisering," siger restauratøren.

Og skulle der være nogle, som har en god idé til et nyt tiltag, så vil hun og bestyrelsen gerne høre om det - hvad enten det er borgere eller forretningsdrivende.

"Vi er altid klar på at lytte. Og der skal være kort fra idé til handling. Der skal ske noget. Jeg vil også sagtens kunne finde på at spørge borgerne, hvad de godt kan tænke sig."

Publiceret 02 July 2020 11:00