Ud over at have lavet 40 malebøger for 30 forskellige byer, har Henrik Johnsson også lavet temabøger, hvor man kan lære at tegne. Desuden er han livetegner til arrangementer. Foto: CSJ

Ud over at have lavet 40 malebøger for 30 forskellige byer, har Henrik Johnsson også lavet temabøger, hvor man kan lære at tegne. Desuden er han livetegner til arrangementer. Foto: CSJ

Gratis malebog:

Farvelæg selv byens butikker

2.500 gratis malebøger er på gaden. Motiverne er 16 forretningsdrivende i Hammel i en karikeret form

Af
Christina S. Johansen

Hammel Hvis børn og barnlige sjæle mangler noget at fordrive ferietiden med, så er der hjælp at hente i en del af forretningerne i Hammel.

Her kan man nemlig hente en gratis malebog fra weekenden 11.-12. juni - der er trykt 2.500 styk.

Og motiverne i malebogen, ja det er såmænd kendte ansigter fra byen. Det er nemlig de forretningsdrivende, som lægger hoved og krop til i en karikeret form.

Manden bag malebogen er Henrik Johnsson fra Selling.

Det er tredje gang, han laver bogen for Hammel - den er tidligere udkommet i 2011 og 2014. I år var det dog tæt ved, at projektet mislykkedes, da corona-virus pludselig gjorde sit indtog.

"Corona har gjort bogen lidt tyndere, men jeg er glad og stolt over, at den overhovedet er blevet til noget, for jeg var virkelig i tvivl, om det ville lykkes at gennemføre. Egentlig skulle bogen jo være kommet til påske, men det var ikke muligt," siger Henrik Johnsson, som i alt har lavet lignende malebøger for 30 forskellige byer - trykt i 200.000 eksemplarer.

Tog et kreativt spring

Den kreative sjæl gjorde først sent i livet sin passion for at tegne til levevej.

Faktisk var han 33 år, før han tog springet. Forinden var han blevet udlært i en tømmerhandel, ligesom han har arbejdet som vinduespuder og siden kørende sælger i en længere periode.

Det var netop en malebog, som fik Henrik Johnsson til at tage springet for 10 år siden.

Det begyndte med, at han ville have flere til at handle lokalt i Hadsten, hvor han selv oprindeligt er fra.

"Jeg tænkte, at vi skulle vise, at butikkerne er drevet af rigtige mennesker, og at vi derfor bør handle lokalt, så der er et udvalg. Efter Hadsten spurgte jeg i Randers, og her sagde de også ja. Så satsede jeg og sagde mit job op," fortæller tegneren, som altså ikke er uddannet inden for det kreative.

Personer skal se godt ud

I denne omgang i Hammel er der 16 butikker med, som hver især har valgt, hvordan netop de vil portrætteres.

"Det hele begynder med, at jeg taler med butikkerne for at spore mig ind på, hvad de gerne vil have tegnet. Sådan en samtale om løst og fast kan godt tage lang tid, og undervejs danner der sig en tegning i mit hoved," forklarer Henrik Johnsson, hvis søn på snart 16 år også tegner til malebøgerne, ligesom den ældste på 19 er grafiker og sætter siderne op til tryk.

En detalje, som lægger Henrik Johnsson meget på sinde, er, at de portrætterede er glade for, hvordan de selv ser ud, på trods af at der er tale om en karikatur.

"Jeg ønsker at vise den bedste side af folk. Kunsten er at lave en god tegning, som ligner, og som får folk til at se godt ud. Hele processen gør, at jeg faktisk føler, at jeg kender folk rigtig godt, når jeg har tegnet dem."

FAKTA

Her finder du malebogen

Følgende 16 forretningsdrivende er portrætteret i den nye malebog i Hammel. Det er hos dem, du kan hente et eksemplar: Byens Auto, Fri Bikeshop, Hammel Autocenter, SuperBrugsen, Grill 83, Dahl & Jakobsen Advokatfirma, Sparekassen Kronjylland, Rema 1000, Tvis Køkkener, Hammel Sko, Nyt Syn, Hammel Boghandel, Danske Bank, Hair Trends, Lokalavisen Favrskov, Fotorama.

Publiceret 04 July 2020 11:00