Alfred Borg glæder sig over den nye biodiversitetsplan, som han tror på batter noget. Arkivfoto

Alfred Borg glæder sig over den nye biodiversitetsplan, som han tror på batter noget. Arkivfoto

Ny natur-plan:

"Vi klapper i vores små hænder"

En ny plan skal sikre biodiversiteten i Favrskov Kommune. Det glæder Danmarks Naturfredningsforenings Favrskov-afdeling

Af
Christina S. Johansen

Natur Favrskov Kommunes nye biodiversitets-plan kaldet 'Vild med Favrskov' skal stoppe udryddelsen af arter og skabe mere vild natur til glæde for dyr, planter og mennesker.

Favrskov Byråd vedtog biodiversitetsplanen 24. juni.

Det begejstrer Danmarks Naturfredningsforenings Favrskov-afdeling, hvor Alfred Borg er formand.

"Vi klapper i vores små hænder. Det er fantastisk, at kommunen har taget det seriøst at ville gøre noget for biodiversiteten. Det har vi arbejdet for i mange år. Det gør det også nemmere at tale om tingene i fremtiden, når der er en politik på området. Nu har vi et fælles sprog. Så har entreprenørerne også noget at gå efter på kommunens grønne områder - det har de også haft tidligere, men ikke så velformuleret" siger Alfred Borg.

Kan formidle budskabet

Det første, som Alfred Borg fremhæver i den nye biodiversitetsplan, er ikke som sådan et fysisk tiltag, men mere det at kommunen kan gå forrest og formidle problematikken bredt ud.

"Sådan at vi samlet set bliver bedre til at passe på naturen," siger han.

Det er netop en del af den nye plan, at borgere skal opfordres/inspireres til også at bidrage med mere biodiversitet.

Det gør en forskel

Med vedtagelsen af biodiversitetsplanen følger desuden en række initiativer på kommunens egne arealer - som man kunne læse her i avisen i sidste uge. Det gælder eksempelvis mindre græsslåning og blomsterenge på grønne områder ved skoler, administrationsbygninger og vejsider. Endelig er der i planen udpeget naturområder, hvor det er særligt vigtigt at passe på naturen - de såkaldte toplokaliteter.

Tror du på, at alt det her batter noget?

"Ja, det tror jeg, at det gør. Vi får sat nogle flere ord på, hvad det er, vi skal passe særligt på, vi får forbedret områder, som har brug for det, og vi får lavet mere natur. Alene det, at græsset fremover bliver opsamlet, efter det er slået, gør en forskel. Når man lader det ligge, bliver jorden meget næringsrig, hvilket betyder, at bestemte planter ikke har en chance," forklarer Alfred Borg.

Invasive arter

Eneste område, som Alfred Borg kan sætte en finger på, er omkring invasive arter. Her kunne han godt have ønsket sig, at flere arter var nævnt.

"Der er egentlig kun taget højde for bjørneklo, men ikke eksempelvis rynket rose, rød hestehov og glansbladet hæg. Men i det store hele er vi glade for biodiversitetsplanen."

Publiceret 10 July 2020 19:00