Præsteklumme:

Et menneskes livshistorie

Denne uges præsteklumme er af Jakob Fink, sognepræst i Vejerslev-Aidt-Thorsø

Af
Jakob Fink

sognepræst i Vejerslev-Aidt-Thorsø

KLUMME En af præstens mange opgaver er at holde taler ved bisættelser og begravelser. I en sådan tale fortælles der om afdøde, også selvom præsten ikke nødvendigvis selv har kendt afdøde og derfor udelukkende må bygge al sin viden på hvad de pårørende fortæller, ud fra det de selv husker og synes er vigtigt.

Det er komplekst at fortælle historien om et menneskes liv, for et helt menneskeliv kan jo ikke opsummeres fyldestgørende på ti minutter - der er altid andet og mere der kunne siges.

Måske ville andre, der også har kendt personen, fortælle historien anderledes, og måske ville den afdøde også selv have fortalt sin historie på en helt anden måde, hvis den havde haft muligheden for det. De samme oplevelser og minder kan jo huskes forskelligt og man kan tillægge dem forskellig betydning, fremhæve noget og nedtone andet.

Vi forsøger måske også mens vi endnu er i live at finde hoved og hale i vores egen livshistorie. For for at kunne forstå sig selv, forstå hvem man er og hvorfor livet har formet sig, som det har, så må man selv forsøge ud fra sine egne oplevelser og de valg man har truffet at sætte det sammen til en samlet fortælling. Alt efter hvordan man vinkler og fortolker sin egen historie, så kan den til tider måske ligne en komedie, hvor alt går lykkeligt op i en højere enhed, mens den andre gange mest af alt ligner en tragedie, hvor alt mislykkes.

Begge tolkninger af livet er ofte muligt, også samtidigt – for sjældent lykkes alt og sjældent er alt fuldstændigt mislykkedes.

Historien om et menneske er færdigfortalt den dag man dør – for man bestemmer ikke selv sit eftermæle. Nogle personer bliver af eftertiden gjort til skurke og andre til helgener. Mænd der i deres samtid blev æret for deres gerninger, får senere hen deres statuer revet ned og deres historie bliver skrevet om, fordi tiderne og moralen har skiftet.

Og modsat bliver kunstnere og tænkere, som ikke blev anerkendt af deres egen samtid, og som døde i troen på at de var mislykkedes, af eftertiden hyldet for deres værker.

Ved begravelser i kirken er det heldigvis ikke præstens eller de pårørendes opgave at dømme den afdødes liv, om hvorvidt livet lykkedes eller ej.

For I kirken får vi også del i en anden historie – Guds historie til os. Der hører vi historien om en mand, Jesus, der levede sit liv, sådan som vi alle burde leve det, i kærlighed til Gud og til sit medmenneske. Alligevel endte han ufortjent sit liv misforstået og mislykket dér på korset.

Men dér på korset delte Guds egen søn skæbne med os– Gud tog alle vores fejl, mislykkede liv og tragedier på sig og gjorde sig ét med vores historie, for at give os del i en langt bedre fortælling. For historien om Jesus sluttede ikke langfredag på korset, men fortsatte påskemorgen med opstandelsen.

Og ligesom Jesus langfredag tog del i vores mislykkede historier, fik vi påskemorgen del i hans lykkelige fortælling med opstandelse og nyt liv.

Så når der kastes jord på kisten med ordene: Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå, betyder det, at vi ved begravelsen kun sætter et komma i livshistorien, og lader Gud fortælle videre – i troen på at Gud er langt bedre og mere nådig forfatter end os.

Publiceret 12 July 2020 06:00