Forpagter Flemming Christiansen kommer selv til at være til stede både på Pøt Mølle og i Café InSide. Foto: CSJ

Forpagter Flemming Christiansen kommer selv til at være til stede både på Pøt Mølle og i Café InSide. Foto: CSJ

Nu åbner Café InSide: "Vi glæder os – nu skal vi sgu holde fest!"

Fra 27. juli kan man igen købe mad i Kulturhuset InSides café

Af
Christina S. Johansen

Hammel Siden midt i marts har caféen i Kulturhuset InSide i Hammel været lukket. Det er slut nu. Fra 27. juli slår Flemming Christiansen og hans hold nemlig dørene op til det, der nu hedder Café InSide.

Flemming Christiansen, som også forpagter Restaurant Pøt Mølle, har sagt ja til at drive caféen i kulturhuset foreløbigt frem til årsskiftet.

"Så ser vi, om det kan hænge sammen, og så tager vi den derfra. Vi glæder os i hvert fald helt vildt til at komme i gang, og vi er SÅ klar. Folk kan bare komme an - nu skal vi sgu holde noget fest," siger Flemming Christiansen med et lille grin.

Et bredt sortiment

Åbningen er egentlig først officielt 3. august, men restauratøren vælger at åbne langsomt op, så holdet kan vænne sig til de nye omgivelser og finde sig til rette.

"Jeg kalder det en øve-uge," siger Flemming Christiansen, som tænker, at holdet lige så godt kan komme i gang.

"For jeg tror jo også, at mange har siddet og ventet på, at vi skal åbne."

Menuen i Café InSide vil være alt fra den mere sunde afdeling såsom salat, over til dagens ret, burger og spareribs. Altså et bredt sortiment.

"Desuden flytter vi vores lørdagsfrokost fra Pøt Mølle til InSide, da vi er i pladsmangel på Pøt Mølle," forklarer restauratøren.

Pladsmangel er også årsagen til, at tilberedningen af Pøt Mølles frokostordning flytter over i kulturhuset.

"Vi er jo gået fra nul personer i 2019 til 400, som hver eneste dag får frokost fra os. Og faktisk kan vi nok godt komme op på 600-700, men det kræver jo, at vi har pladsen - og det kan vi få i caféen," siger Flemming Christiansen.

Et godt hold står klar

Som en følge af overtagelse af caféen i kulturhuset har Flemming Christiansen måttet ansætte i alt 24 nye personer, sådan at der nu er i alt 70 ansatte i de to spisesteder.

"Vi har brugt sommeren på at sætte et rigtig godt hold," siger forpagteren og fortsætter:

"Jeg kommer selv til at være til stede både på Pøt Mølle og i Café InSide, men i det daglige vil det være en dygtig, lokal pige, som kender området godt og brænder for faget, der kommer til at stå med ansvaret i Café InSide," siger Flemming Christiansen, uden at ville afsløre navnet.

Tilbød hurtigt sin hjælp

Flemming Christiansen efterfølger Lina Damgaard, der har været forpagter i InSide siden 2013. Da coronaen ramte, valgte hun at kaste håndklædet i ringen.

"Jeg tilbød hurtigt kommunen, at jeg ville hjælpe alle dem, som var kommet i klemme med deres planlagte arrangementer. Det førte til, at kommunen gerne ville have en snak med mig og ja, nu er vi så her, hvor vi er i dag. Jeg tager udfordringen op," siger Flemming Christiansen, som nu også pludselig skal til at drive en bowlinghal.

"Det bliver da meget sjovt - det har jeg ikke prøvet før. Men jeg har før solgt masser af bajere," siger han og griner.

Publiceret 22 July 2020 19:30