I 2000 lukkede det udendørs svømmebad i Hadsten. Siden 1975 har drømmen om en svømmehal kommet frem med årlige mellemrum. Billedet er taget, da svømmebadet havde 50 års jubilæum i 1989. Foto: Ove Rosenkvist

I 2000 lukkede det udendørs svømmebad i Hadsten. Siden 1975 har drømmen om en svømmehal kommet frem med årlige mellemrum. Billedet er taget, da svømmebadet havde 50 års jubilæum i 1989. Foto: Ove Rosenkvist

Ønske:

Svømmehal i Hadsten får ny luft

Ny underskriftindsamling sat i gang, for at skaffe Hadsten en svømmehal. Godt 300 har skrevet under

Af
Kian Johansen

Svømmehal 1939. Så længe siden er det, at Hadsten fik sit udendørs svømmebad.

Og i 20 år - siden 2000 er svømningen foregået i Hammel og Hinnerup, hvis du bor i Hadsten.

10. oktober 2000 besluttede det daværende Hadsten byråd at lukke Hadstens svømmebad.

Grunden på hjørnet af Vesselbjergvej og Futuravej blev solgt til et konsortie og nu er der lejligheder i området.

På Hadstens facebookside er der - igen - kommet en ide om, at der skal være en svømmehal i Hadsten.

https://www.skrivunder.net/signatures.php?tunnus=underskriftsindsamling_for_svommehal_i_hadsten&page_number=1&num_rows=10

Der er oprettet en underskriftindsamling, og i skrivende stund har godt 300 personer skrevet under digitalt.

Det er ikke første gang, at tanken om en svømmehal har spøgt i Hadsten.

Og det bliver nok heller ikke den sidste gang.

Udfordringen er penge og at både Hinnerup og Hammels svømmehaller sagtens kan rumme de svømmeivrige fra Hadsten.

Skal der penge på bordet, så skal det være noget, som ingen andre byer i området har.

Kian Johansen, lokalredaktør

Hvad kan gøre Hadsten helt unik?

Så her fra Lokalavisen Favrskovs side vil vi gerne opfordre læserne til at komme med de helt fantastiske ideer og argumenter for, at der skal findes penge til en svømmehal i Hadsten.

Eller alternativt komme med forslag til, hvad der kan gøre Hadsten helt unikt.

For skal der penge på bordet, så skal det være noget, som ingen andre byer i området har.

Ikke penge eller vilje

Pengene til en kommunal svømmehal er der ikke. Og der har indtil nu ikke været politisk vilje til det.

Alt kan selvfølgelig lade sig gøre i et kommende kommunalt valgår og med helt nye politikere på de 25 pladser, men sandsynligheden er lille.

Både for en stor udskiftning af byrådet og for, at politiske løfter om en svømmehal bliver andet end valgflæsk.

Favrskov Kommune afsætter traditionelt lidt over 110 millioner kroner om året til anlæg i hele kommunen.

I Herning blev svømmehallen udvidet i 2015 for 67 millioner kroner. Det betød en tilbygning med 50x25 meter bassin og 2 undervisningsbassiner, et nyt udendørs bassin og klubfaciliteter.

Randers Kommunes svømmebad kostede 214 millioner kroner. Her er blandt andet to rutsjebaner, et udendørs opvarmet bassin, wellness og fitness afdeling, sauna, spa og fire større indendørs bassiner. I 2015 forventede Randers Kommune, at det ville koste kommunen 11,5 millioner i drift om året, det tal er helt sikket steget.

Det er et privat selskab der driver svømmehallen og har været med til at finansiere projektet. Det kaldes et såkaldt Offentlig-Privat Partnerskab og Randers Kommune var den første kommune i Danmark til at indgå sådan en aftale.

Tømrermester byggede svømmehal i Hammel

I 1990 kostede det til sammenligning 12 millioner kroner at bygge Hammels svømmehal.

Men den blev også bygget af tømrermester Peter Boye fra Hammel, der aldrig havde bygget en svømmehal før.

En svømmehal i Hadsten ville uden tvivl koste halvdelen af kommunens årlige anlægsbudget på de 110 millioner kroner. Og så kommer den årlige drift oveni.

Publiceret 31 July 2020 09:00