Yoga by Aarestrup tilbyder virksomheder otte ugers yoga-forløb. Lige nu kan man også nøjes med at købe en enkelt gang for at snuse til det. Privatfoto

Yoga by Aarestrup tilbyder virksomheder otte ugers yoga-forløb. Lige nu kan man også nøjes med at købe en enkelt gang for at snuse til det. Privatfoto

Bedre holdånd:

Hun vil bringe yoga ind i virksomheder

Under navnet 'Yoga by Aarestrup' vil Charlotte Aarestrup lave yoga-forløb ude i virksomhederne

Af
Christina S. Johansen

Charlotte Aarestrup fra Hinnerup skulle i hvert fald ikke prøve yoga. Det var alt for stillestående for hendes smag, mente hun, men da hun fik slidgigt i knæene af at løbe, lod hun sig alligevel lokke med til en yoga-time - og SÅ var hun solgt. Faktisk så solgt, at hun endte med at uddanne sig til yoga-instruktør.

"Jeg blev fanget af yogaen lige med det samme. Efter den første gang havde jeg det, som om, at jeg var blevet kørt over - så jeg kunne jo godt mærke, at det gav god styrke. Faktisk blev mine led så styrket, at jeg i dag igen kan løbe to-tre gange om ugen," fortæller yoga-entusiasten og fortsætter:

"Jeg fik så meget ud af træningen, at jeg tænkte, at jeg ville give det videre til andre. Så jeg uddannede mig til instruktør."

Hun vidste helt fra begyndelsen af uddannelsen, at hun ville bruge den til noget helt bestemt. Hun ville bringe yogaen ud i virksomhederne - og det er hun nu klar til.

"Jeg har arbejdet med salgsledelse inden for stål og metal i 33 år, og jeg ved jo, at når man har noget andet sammen end bare arbejde, så kommer der et bedre kollegaskab og en bedre holdånd. Og så ved jeg, at mange vil kunne komme af med deres skavanker med nogle få øvelser, så sygefraværet vil komme ned," forklarer Charlotte Aarestrup, der underviser i yoga som motionsform mere end som mindfulness.

Desuden har Charlotte Aarestrup taget en kostvejleder-uddannelse, som ligeledes skal komme virksomhederne til gode - eventuelt som en samlet pakke med yoga og sundhedstjek.

Saml holdet efter corona

Egentlig var hun klar til at gå i gang i foråret, men så angreb coronaen landet og lagde mange virksomheder øde.

Efter sommerferien åbner mange så igen op for alvor, og her tænker Charlotte Aarestrup, at det giver særdeles god mening at tilbyde medarbejderne et yoga-forløb på otte uger:

"Mange virksomheder har haft sendt folk hjem under coronaen, mens andre måske har måttet løbe ekstra stærkt. Nu er det tid til at få samlet holdet igen og komme videre sammen. Her kan yoga-forløbet være med til at genskabe holdånden. For i yogatræningen er alle lige. Og alle kan være med på mine hold. Selv hvis man har en skavank, kan man sagtens dyrke yoga, da man lidt selv kan bestemme niveauet," siger yoga-instruktøren, der desuden har yoga-hold for private i Uhresalen i Hinnerup, hvilket hun fortsætter med.

Publiceret 31 July 2020 11:00