Kirkeklumme:

En anderledes Corona-sommerferie

Af
Jannie Fries

debat Det har nu lidt føltes som en lang efterårsferie på grund af vejret- regnvejr og ikke så høje temperaturer. Men sommeren 2020 er jo nok, som de fleste danske somre er flest, bortset fra dem man husker fra sin barndom, hvor solen altid skinnede, og vejret var fantastisk.

Men sommeren 2020 er nok alligevel en, vi vil huske i årerene fremover, på trods af det triste vejr. Corona påvirker stadig vores liv på mange måder, selvom mange ting nu er åbnet op igen. Alle musikfestivaller er aflyst, og mange danskere har valgt at holde ferie herhjemme, heriblandt mig selv og min familie.

Selvom Danmark er et lille land, så må jeg indrømme, at der er dele af det, som jeg endnu ikke har set.

Jeg erindrer kun svagt fra min tidlige barndom et besøg i Knuthenborg safaripark, men ellers kan jeg ikke sige, at jeg har været en flittig gæst på Lolland- Falster egnen.

Men det blev der lavet lidt om på i år, hvor jeg sammen med min familie var i Maribo med den smukke domkirke, og senere gik turen til Møn og Møns Klint, hvis storslåede udsigt er så bjergtagende, at man godt forstår, at den fascinerer mennesker i dag, ligesom den også fascinerede guldaldermalere for 150 år siden.

Der er ved Møns Klint anlagt et trappesystem. Da vi nåede ned til stranden, viste det sig, at der var højvande, så vi blev trygt stående på de nederste trappetrin og kunne lade os overvælde af den hvide klints majestætiske vælde.

Og så fik vi i øvrigt dagens motion, da vi skulle op igen! Vi var også forbi Gåsetårnet i Vordingborg, hvor ruinerne af et storslået fæstningsværk stadig kan ses.

Undervejs var vi også forbi Tåsinge og Tåsinge slot og besøgte gravstedet på Landet kirkegård, hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre ligger begravet, og som stadig mere end 100 år efter deres fælles tragiske histories slutning trækker mange besøgende til.

Under planlægningen af ferien stødte jeg på en masse fascinerende historier om personer og steder rundt omkring i landet, som jeg ikke var stødt på før, eller som jeg måske kun havde hørt, eller læst ganske lidt om før.

Der er mange ting som jeg har lært af min ferie i Danmark, en af dem er at der fyldt med gode oplevelser rundt omkring i det ganske land, og det er bare om at gribe chancen, og køre ud i det blå.

Publiceret 02 August 2020 06:00