Den nye Mokka er den første Opel med mærkets helt nye design-sprog. Den elektriske model klarer 322 km på en opladning. Fotos: Opel

Den nye Mokka er den første Opel med mærkets helt nye design-sprog. Den elektriske model klarer 322 km på en opladning. Fotos: Opel

Her er Opels nye høje elbil

Den nye Opel Mokka SUV viser en helt ny designstil for Opel og lanceres som elbil, der har en rækkevidde på 320 km

Af
Jens Overgaard

Den er anderledes på alle fronter, den nye Opel Mokka, som det tyske mærke nu løfter hele sløret for. Ikke alene er designet nærmest futuristisk i forhold til tidligere Opel-modeller, den høje miniklasse SUV debuterer også som elbil, mens de mere klassiske motoriseringer følger senere.

Det sker med et design i fronten, som Opel kalder Vizor, og som skal være mærkets nye 'ansigt'. Så vi vil se, at flere modeller kommer med denne stil. Det bliver modeller, som er udviklet sammen med PSA, som er den nye ejer. Hvilke modeller, som bliver de næste, er en velbevaret hemmelighed. Men det står klart, at mellemklassemodellen, Astra, er ved at være klar til at få en afløser.

Opels nye tabletagtige Pure Panel med få fysiske kontakter er kernen i betjeningen. Klimaanlægget skal dog stadig betjenes med kontakter.

Opels nye tabletagtige Pure Panel med få fysiske kontakter er kernen i betjeningen. Klimaanlægget skal dog stadig betjenes med kontakter.

Hjertet i teknikrummet er et batteri på 50 kWh og en elmotor på 100 kW (136 hk), som giver bilen en rækkevidde på 322 km. Det matcher meget godt de andre el-modeller i PSA-koncernen, som har samme drivline. Den kan hurtiglade med op til 100 kW, hvilket betyder, at bilen kan lade 80 pct. af batteriet op på 30 minutter.

Fleksibel platform

Mokka byder også på et nyt supertyndt display med digital instrumentering kaldet 'Pure Panel', hvor de fleste fysiske kontakter og knapper nu er på skærmen. Modellen får også som den første i klassen mulighed for superavancerede blændfri ”Intellilux” matrix full LED-forlygter, der kan lyse vejen meget præcist op på specifikke områder. Samt selvfølgelig også adaptiv fartpilot.

Her er unægtelig forskel til den noget tungt designede og ret konventionelle Mokka SUV, som nu afløses. Den nye model, som bygger på koncernens fleksible CMP-platform har lidt længere akselafstand, men er samtidig lidt kortere. Ifølge Opel kan den dog snildt fragte fem personer og have 350 liter bagage ombord.

Den høje suv i miniklassen har næsten de samme mål som den udgående model.

Den høje suv i miniklassen har næsten de samme mål som den udgående model.

Store forventninger

Hos Opel ser man den nye model som en 'gamechanger', der vil ændre opfattelsen af brandet.

Det har længe været kendt som et mærke for pålidelige, men ikke særligt sprælske biler.

”Med Mokka genopfinder vi Opel og introducerer vores design strategi for det næste årti. Den viser alt det som mærket står for i dag og i fremtiden,” lyder det bl.a. fra Michael Lohscheller, som er mærkechef for Opel.

I kabinen er der også mulighed for de specielle ergonomiske AGR-sæder, som er en Opel specialitet. Selve instrumentpanelet, der selvfølgelig har Apple Carplay/Android Auto med trådløs opladning af mobiltelefonen fås med en syv tommer farveskærm eller en skærm på 10 tommer.

Den nye Opel Mokka forventes at være på markedet herhjemme i starten af 2021. Her suppleres el-modellen også af versioner med både benzin- og dieseldrift.

Fakta

Opel Mokka

Modellen kom på markedet i 2012, og den har fået flere facelifts undervejs.

Publiceret 05 August 2020 13:00

Foredrag i Ø. Velling Forsamlingshus