Favrskovs borgmester Nils Borring besøgte svømmecampen søndag eftermiddag:

Favrskovs borgmester Nils Borring besøgte svømmecampen søndag eftermiddag: "Det er et flot arrangement. Det er dejligt at opleve de friske og engagerede unge mennesker, som går til opgaven med krum hals, selv om man også kan se, at nogle af dem fryser," sagde Nils Borring. Pressefoto: Dorte Ydeman Pedersen

34 deltog i camp:

Masser af svømning i åbent vand

HGF Dolphins og HOG Hinnerup fælles om svømmecamp

Hammel Favrskov Svømmecamp 2020 har netop fundet sted.

Målet med campen var at lære de unge mennesker at svømme i åbent vand, hvor der er dårlig sigtbarhed, bølger, tang og man ikke kan holde pause for hver 25 meter. Det tilbud tog 34 Favrskov-svømmere i alderen 9-17 år i mod. Ud over at prøve kræfter med det åbne vand var der også svømmetræning i Hammel Svømmehal samt en masse teambuildingsaktiviteter både inde og ude. Børnene overnattede i Skovvangskolens gymnastiksal, og forplejningen stod Hammel Idrætscenter for.

Et fint samarbejde

Svømmecampen var arrangeret af HGF Dolphins i samarbejde med HOG Hinnerup svømning, og de fleste deltagere svømmer til dagligt i de to klubber.

"Jeg er meget tilfreds med svømmecampen. Der er virkelig flyttet mentale grænser for mange af svømmerne i forhold til at svømme i åbent vand. Samtidig føler jeg, at vi er lykkedes med at skabe et godt fælleskab for alle deltagerne uafhængigt af køn, alder, og hvilken klub de normalt svømmer i. Desuden er jeg meget glad, for det fine samarbejde vi har haft med HOG Hinnerup svømning, som har bidraget med mange trænere og hjælpere til arrangementet, hvilket har gjort en stor forskel," lyder det i en pressemeddelelse fra HGF Dolphins cheftræner Peter Diinhoff Henningsen.

Arrangementet var sponsoreret af Favrskov Kommune, og det var en del af Folketingets sommerpakke.

csj

Publiceret 05 August 2020 16:00

Foredrag i Ø. Velling Forsamlingshus