Anden episode på fire dage:
Mand sad med kniv på bænk i Hadsten
Lige uden for Lokalavisen Favrskovs kontor sad mand med kniv
Hadsten Ved togstationen i Hadsten mødte politiet talstærkt op torsdag ved 13.40-tiden. I hvert fald syv betjente med blandt andet motorcykler var til stede. Årsagen var en 23-årig mand, som sad på en bænk med en temmelig lang kniv.
Manden sad under broen ganske tæt på Lokalavisen Favrskovs kontor, hvorfor vi selv så den kraftige, unge mand med bordeaux t-shirt og mørke shorts sidde stille og roligt på en bænk og stryge fingrene over knivsæggen.
Vi valgte naturligvis at henvende os til nærpolitiet, som ligeledes ligger lige ved siden af togstationen, og fortælle om manden med kniven.
Netop som vi havde givet nærpolitiet besked, løb en anmeldelse ind af en mand med kniv i Hadsten. Betjenten kunne så svare tilbage, at manden nu sad på togstationen. Meldingen i den anden ende var, at der skulle ventes på backup, hvilket blev tydeligt understreget.
Og backup kom der så i stor stil kort efter.
Fire betjente spredte sig og bevægede sig hen mod manden. To af dem henvendte sig til ham. Alt foregik aldeles uden drama. Manden lagde kniven på bænken og rejste sig op. Betjentene talte længe med den unge fyr, og den ene satte sig til sidst på bænken ved siden af ham, mens motorcykelbetjentene og en tilstødende patrulje kørte fra stedet.
Siden forlod de tilbageblevne betjente og kniv-manden stedet i samlet flok til fods, i fred og ro.
Manden blev anholdt, oplyser Østjyllands Politi.
Anden episode på 4 dage
Episoden her sker kun fire dage efter, at politiet rykkede ud til en fuldstændig identisk sag i Hadsten.
Søndag sad en 23-årig mand nemlig på en bænk på Vestergade med en kniv i hånden, oplyste Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Manden i den sag blev anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven, fremgår det af døgnrapporten.
Redaktionen ved endnu ikke, om der er tale om den samme mand.
Artiklen opdateres.
Publiceret 06 August 2020 15:04