Uheldsramt kryds sikret med betonklodser
Betonklodser skal afspærre Enslevej i et år som et forsøg på at forhindre flere uheld i krydset tæt på Houlbjerg
Houlbjerg I tirsdags er den den sydlige vejgren i krydset Gelbrovej/Enslevvej ved Houlbjerg blevet spærret af med betonklodser.
Samtidig er der sat skiltning op, så bilisterne skal opdage, at vejen er spærret.
Der er registreret omkring 15 uheld i løbet af 10 år. Og byrådet har haft sagen oppe at vende flere gange. Senest blev politikerne enige om at sætte gang i et forsøg i et års tid.
"Viser det sig, at det ikke virker, kigger vi ind i, at der skal laves en rundkørsel," påpegede Anders G. Christensen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Billig løsning lige nu
En rundkørsel koster over tre millioner kroner og ville også forringe fremkommeligheden på Gelbrovej rute 46, så derfor ser man lige tiden an med forsøget.
"Sydsiden lukkes for at forebygge uheld i krydset. Forsøget indebærer skiltning og afmærkning på Gelbrovej, samt opsætning af såkaldte Hoffmanns klodser på den sydlige vejgren i krydset. Vejen er fortsat åben for cyklister. Trafik og Veje vil løbende vurdere den midlertidige vejlukning," lyder det på favrskov.dk
130 kilometer i timen
Krydset har haft en del bevågenhed fra kommunens side. Der har været et møde på stedet, med politikere, vejingeniør, vejchef, to eksperter fra Østjyllands Politi.
"Nogle bilister drøner lige over, og mange kører væsentligt stærkere end de 70 km i timen, som er tilladt. Vi har haft kabler på vejen til at måle hastigheden, og der er målt helt op til 130 kilometer i timen," har Anders G. Christensen (V) tidligere forklaret.
Lukningen af vejen betyder, at skolebussen skal ud på en omvej, der vil fordyre busdriften med 23.000 kroner årligt.
Publiceret 07 August 2020 11:00