Er din græsplæne blevet ujævn, kan du nemt jævne den ud igen. Foto: Jan Ove Kristensen

Er din græsplæne blevet ujævn, kan du nemt jævne den ud igen. Foto: Jan Ove Kristensen

Sådan gør du græsplænen plan

Er der små eller større fordybninger i din græsplæne, kan du gøre plænen jævn igen

Af
Louise Skøtt Gadeberg

Videncentret Bolius

HAVE Græsplænen kan med tiden blive ujævn og hullet, og det kan både skyldes, at plænen fra starten er lagt eller sået på et ujævnt grundlag, eller at jorden med tiden er sunket sammen flere steder.

Det kan også være års lugning af ukrudt, nedlæggelse af et tidligere bålsted eller aktiv leg på græsset, der med tiden har gjort plænen ujævn.

Hvor ujævn er den?

Kig på plænen. Er hele eller store dele af græsplænen meget ujævn, og er der mange hundrede huller, fordybninger og små bakketoppe, kan det være det letteste at starte helt forfra, jævne underlaget og så en ny græsplæne.

Fyld fordybninger ud

Har du mindre ujævnheder i græsplænen, skal du jævne dem ud med en såkaldt topdressing. En topdressing fylder i højden og udligner dermed fordybningen og er god til at få nyt græs til at vokse i. Det er mest optimalt at topdresse plænen i sensommeren.

En god topdressing

Bland to dele kompostmuld med en del sand. Dette blandingsforhold passer godt til den gennemsnitlige plæne.

Er jorden meget lerholdig, kan det være en god ide at bruge mere sand i blandingen, så den består af en del kompostmuld og en del sand. Er jorden omvendt meget sandet, kan du bruge fire-fem dele kompostmuld til en del sand.

Bland græsfrø i din topdressing. Se på posen med græsfrø, hvor mange der skal i.

Bland blandingen godt, så det er jævnt fordelt. Brug en stor ske eller hånden.

Fyld topdressingen i ujævnhederne i plænen. Fordel topdressingen med hånden, så det er jævnt fordelt og ujævnhederne er godt fyld op.

Jævne større huller ud

Proceduren er den samme ved større huller, men fyld ekstra topdressing i og tryk det.

Der skal være en lille top på i forhold til resten af plænen, da topdressingen i hullet vil blive trykket sammen med tiden.

Publiceret 11 August 2020 09:00