Udvider:

Kop & Kande i Hadsten overtager Kop & Kande i Randers

Anne-Mette Holm overtager fra 1. oktober hæderkronet butik i Randers

Af
Kian Johansen

Hadsten Der bliver endnu mere travlt for Anne-Mette Holm og hendes tre ansatte i Kop & Kande i Hadsten. For fra 1. oktober har hun købt endnu en Kop & Kande butik og overtaget tre ansatte.

Butikken ligger på Østervold i Randers.

Siden 1998 har den været ejet af Charlotte Dahl Hansen, der selv kom i lære i forretningen som 17-årig for 35 år siden.

Ejer tre butikker

Charlotte Dahl Hansen har valgt at stoppe og finde på noget helt andet.

"Lejligheden bød sig, og så slog jeg til," siger Anne-Mette Holm, der også driver Mette Sko i Hadsten med to ansatte. Dermed kommer hun op på at eje tre butikker og have otte ansatte.

"Det kommer helt sikkert til at betyde endnu bedre tilbud, også i Hadsten. For nu er jeg pludselig mere interessant for leverandørene, når jeg har to Kop & Kande butikker," smiler den 48-årige Anne-Mette Holm, der købte Kop & Kande i Hadsten for fire år siden.

"Det kan være svært at drive tre butikker og stadig være lokal. Men det er mit ønske at forblive så lokal som muligt. Og måske også blive kendt som Mette Sko i Randers," lyder det.

Hun understreger. "Jeg kommer ikke til at lukke butikken i Hadsten, det er netop synergien mellem de to Kop & Kander, som jeg kan se det gode i."

Hun forventer at bruge en del tid på den nye butik, især i opstarten.

"Jeg glæder mig helt vildt til julehandlen, og nu skal jeg jo også lige få et indtryk af butikken og kunderne i Randers."

Publiceret 12 August 2020 09:00