Det er især ungdomslivet omkring denne container i Dommerparken, som har skabt meget debat. Nu er den blevet lukket. Foto: CSJ

Det er især ungdomslivet omkring denne container i Dommerparken, som har skabt meget debat. Nu er den blevet lukket. Foto: CSJ

Politiet øger patruljering og har været på hjemmebesøg hos unge

Politiet har skærpet opmærksomheden på unge i Hammel

Af
Christina S. Johansen

Hammel Efter et møde i sidste uge mellem repræsentanter fra Favrskov Kommmune og Østjyllands Politi har politiet øget sin patruljering i Hammel, forklarer politikommissær Allan Aarslev, der er leder af Østjyllands Politis forebyggelsessektion - patruljeringen fortsætter et stykke tid endnu.

"Vi kører forbi og konstaterer, hvem der er til stede. Og skulle det så senere blive nødvendigt, kan vi tage kontakt til forældrene," siger kan.

Faktisk har lokalbetjent Jesper Poulsen allerede været hjemme forbi flere af de lokale unge for at tage en snak.

"Og er de under 18, taler vi selvfølgelig også med forældrene, så vi får udbredt kendskabet til, hvad der foregår om aftenen," siger Allan Aarslev.

Er voksne for fintfølende?

Politikommissæren betegner problematikken i Hammel som et ungdomsproblem, men ikke et kriminalitetsproblem.

"Næsten alt af det her handler ikke om kriminalitet. Det drejer sig om uro, uorden og utryghed. Men det ser vi selvfølgelig også alvorligt på. Man skal ikke larme, forstyrre og skabe utryghed, så det bliver et problem for andre," siger Allan Aarslev.

I samme ombæring tilføjer han dog:

"Men der er jo flere vinkler på det her: Er de unge for larmende, eller er de voksne for hysteriske og fintfølende? De unge skal jo også have lov at være unge i samfundet - uden voksenopsyn," siger politikommissæren, som mener, at uroen stille og roligt får en naturlig ende med skolestart og en ændring i vejret.

Publiceret 13 August 2020 11:00